Kvinde set bagfra går på en øde vej

Energi.

Du skaber dit liv med din energi. 

Vi taler alt for lidt om kvantefysik og energi. At vi som mennesker er energi. At vi udsender energi og påvirker alt i verden med vores energi. Faktisk er alt i verden energi. Vi oplever verden fysisk med vores sanser, og det kan være abstrakt at forstå, at vi ikke er fysiske. 

Min egen rejse med at forstå energi og livet. 

Da jeg havde fysik i gymnasiet, havde jeg en lærer, som var optaget af fysikken. Jeg delte ikke samme begejstring, for jeg havde ikke set udover ligninger og udregninger. Men min lærer vakte min opmærksomhed en dag, da han sagde, at hvis alle atomer står rigtig i samme sekund, så kunne han gå igennem døren uden at lukke den op! Det var mit første møde med en undren over, hvordan den fysiske dør ikke var fysisk. 

Jeg har altid kunne mærke rum og mennesker, deres energi. Om der var god energi eller dårlig energi. Men der gik lang tid inden jeg rigtig forstod, hvor vigtig det er, at være i god energi, skabe god energi, opsøge den gode energi, og især sige nej-tak til alt som ikke er. 

Intuitivt har jeg altid vist og været nysgerrig på det spirituelle, energierne, det ikke-fysiske, det uforklarlige. Men jeg blev endnu mere begejstret, da man begyndte at dokumentere, i højere grad, den energi vi har og som rækker langt udover vores fysiske krop.

Du er energimæssigt meget større end din fysiske krop. 

Måles dit hjertes magnetiske felt, så rækker det langt udover din fysiske krop. Første gang jeg hørte om det, undrede det mig ikke, men det blev først sjovt, da jeg forstod, hvordan det påvirker os. Forestil dig, at du er taget på hotel og at dit hovedgærde vender op mod naborummet og at jeres hovedgærde kun er adskilt af en tynd mur. Når I ligger og sover, deler i således magnetisk felt. Hvis din nabo-hotel gæst nu er i virkelig træls humør og lav i energi, så vil du måske kunne mærke det. Eller det kan din krop og celler, men det kommer an på, hvor bevidst du selv er, med din egen energi. Forestil dig så et klasseværelse med 25 energiske unger med forskellige frekvenser. Eller bare en travl banegård, hvor der er mange forskellige energier at forholde sig til. Og måske du sidder og tænker på dine kollegers kollektive energi frekvens?

Du er energimæssigt aldrig alene. 

Måske du kender udtrykket sommerfugleeffekten? At et lille bask med vingerne i Brasilien, kan forårsage en tornado i Texas? I videnskabens verden handler dette om kaos-teori. At man aldrig kan forudsige f.eks. vejret helt præcist, fordi det kræver, at man kender alle faktorerne, som kan påvirke udfaldet. I den spirituelle verden, så er alt energi, og vi er aldrig isolerede. Dit humør smitter, godt som skidt. Jeg synes ikke, at man kan kalde det kaos, men der vil altid være uforudsigelighed. I øvrigt kan man ikke se en tornado, det er kun pga. af alt det “skidt” den samler op, at du mener, at du har set tornadoen. Det synes jeg, i sig selv, også er fascinerende. Energi i sig selv, er usynlig for vores menneskelige øjne.

Debbie Ford, som jeg tog min anden coachinguddannelse hos, sagde ofte: You are the microcosm of the macrocosm. Ligesom vi har mikro- og makroøkonomi, så er hver lille virksomhed, og forbruger, en del af den store samlede økonomi.

Alt i universet vibrerer. 

Alt du omgiver dig med er energi. Og energi har en frekvens. Dine celler i kroppen, de ca. 40 billioner celler som du består af, er opbygget af molekyler. Som igen er opbygget af atomer. Kvantefysikken har påvist, at atomer er energispiraler, dvs. energi i bevægelse, og din energi har sin egen frekvens. 

Jeg synes selv det kan være abstrakt og uhåndgribeligt at forstå, at det skrivebord jeg sidder ved lige nu, også vibrerer og egentlig bare er energi. Det føles jo som en fast masse. Men ligesom du ikke kan trænge igennem en tornado, på samme måde kan du ikke stikke din hånd igennem bordet. Og som min fysiklærer sagde, hypotetisk, så skal alt stå rigtigt, for at du kan 😉

Din energi kan måles. 

På et online kursus med Dr. Joe Dispenza, viste han billeder fra Rusland, hvor de tager energi-billeder af patienter, før de skal opereres. Lægerne kan således se, om patienten har energi nok til at komme sig efter operationen. Hvis patienten er lav på energi, og det er man som regel når man er syg, så skal patienten skabe mere energi, inden operationen kan gennemføres. 

Du har sikkert også prøvet at “se” energi rundt om en person. Nogle mennesker har udstråling som et atomkraftværk, og det er energi som manifesterer sig. 

Jeg læste i Forstå hvordan du skaber dit liv, hvilke frekvenser vi har, som syge, normale og som super atleter. Det var overraskende læsning! Kroppens spændingsniveau måles i millivolt:

  • En syg krop har 5-9 mV 
  • En rask krop har 30-100 mV
  • En topatlet og mestre i QiGong, Tai Chi og meditation har 2000 mV

Min egen umiddelbare erfaring er, at energi er magnetisk. Vi tiltrækkes af mennesker som har udstråling som et atomkraftværk og vi mister energi, når vi omgiver os, med lav-frekvente mennesker.

Alt fysisk kan måles – også mad. 

Jeg så engang en dokumentar, som havde fokus på helbredelse. At vores kost er energi, at vi kan øge vores egen energi, ved at spise høj-energi fødevare. Der er intet overraskende i denne anbefaling. Spis friske og rå grønsager og frugt. Skær ned på forarbejdede og tilberedte fødevare. Tænk bare på en omgang tung julemad juleaften, det er da ikke så mærkeligt, at maven påvirkes negativt og at sofaen kalder. Vi har efterhånden i min familie fået en frisk rødkålssalat på bordet, men det er også eneste ret denne aften, som ikke er tilberedt eller forarbejdet. Hvis du er ramt af sygdom, så skal du indtage energi i form af fødevare, så dine celler får alt den energi de skal bruge. De grønne grønsager er energipotente.

Dine følelser og tanker har også en frekvens og udløser kemi i kroppen. 

Og dermed sætter dine tanker og følelser et aftryk hos dig, i din samlede energifrekvens. Så du har nok allerede luret, at skønne følelser og positive tanker skaber god energi hos dig. Og hvis du dagligt bruger tid på din triste historie, taler grimt om andre mennesker, brokker dig, føler dig irriteret og trist, ja – så er det denne opskrift dine celler kopierer! Og desværre så er nyhedsbilledet proppet med diskussioner med fokus på forskelle, krig, ødelæggelser og katastrofer, så minimér hvor lang tid om dagen du bruger på nyhedsstrømmen. 

Skab din energi bevidst. 

Dine celler fornyes konstant, omkring 55 mio. celler pr. sekund. Og flere kilder påpeger, at hele kroppen cellemæssigt er skabt på ny i løbet af 7 år. Tankeeksperimentet går på, hvis du har en kronisk sygdom, så bor den ikke i din krop, men i dit energifelt, dvs. et energifelt som tager afsæt i dine tanker og følelser, som regel ubevidst, energi (eller mangel på samme) fra din mad, energi (eller mangel på samme) fra din omverden. Det kan være en enorm provokerende påstand, men der er masser af dokumentation på, at mennesker har helbredt sig selv fra de værste sygdomme, både kræft og brækket ryg, og blevet raske ved hjælp af energiforståelse.

Healing er en god måde at få energi udefra og rense dit energifelt. Jeg har selv været til healing flere gange og hver gang, så føles min krop 8 kilo lettere, når jeg forlader sessionen. Jeg har også prøvet at døje med en smertefuld benskade, hvor jeg næsten ikke kunne gå. Jeg var ved lægen, fik konstateret at det var muskulært og ikke en blodprop. Blev sendt til fysioterapi og træning. Og det var først da jeg mødte en healer, at han kiggede på mit ben og sagde, at det intet fejlede, men jeg havde en stor energiblokering og den ville han fjerne. Jeg øver mig i at flytte mig fra min historiske opfattelse af, at alt er fysisk og til, at betragte alt i livet som energi. Jeg vil være et nysgerrigt menneske fyldt med energi og overskud, jeg håber at du vil lade sig inspirere til samme proces og målsætning.