Kvinde sidder i sengen og er klar til en ny dag. Kigger ud på skyskrabere.

Selvværd – det er vigtigt at elske dig selv

3. januar 2024. Selvværd er et begreb vi taler alt for lidt om. Indre styrke, evnen til at passe på os selv. At ville dig selv nok, uden ét eneste men.

Selvværd er det vigtigste begreb i hele dit liv. Dit selv er noget værd og forhåbentlig meget værd. Selvværd er ikke noget du har eller ikke har. For mig er det et barometer og det kan svinge. I perioder i mit liv, har jeg haft meget selvværd og passet godt på mig selv, I andre perioder er jeg blevet udfordret og har stillet spørgsmålstegn til mit eget værd.

Babyer fødes med kærlighed til sig selv. De er fascinerede over deres eget liv og de kræver opmærksomhed, kærlighed og er ublu i deres krav til omverdenen. De er sig selv nok, de passer på sig selv, uden at være bevidste om det.

Børn er også gode til at have selvværd, men i mødet med andre, både forældre, klassekammerater og lærere, så begynder de at få en masse oplevelser, som stiller spørgsmålstegn til deres eget værd. 

  • Hvorfor vil de ikke lege med mig?
  • Hvorfor bliver jeg valgt sidst, når vi skal spille fodbold?
  • Hvorfor tager læreren aldrig mig, når jeg rækker hånden op?
  • Hvorfor må jeg ikke vælge, hvad vi skal have at spise til aftensmad? 
  • Hvorfor spørger ingen til, hvordan min dag har været?
  • Hvorfor griner de af mig, når jeg ikke prøver at være sjov?
  • Hvem vil være kæreste med mig?
  • Hvorfor er det altid mig som skal ringe til veninderne?

Måske du kan genkende et par spørgsmål? Vi begynder at vurdere os selv og mister vores tro på, at vi er noget værd. Og husk igen, det er ikke enten eller, men nærmere forskellige oplevelser i forskellige områder. Du kan godt hvile i dig selv og være nok, f.eks. i relation til dine venner, for så ikke at føle dig nok i kæreste-relationer. Dine erfaringer vil have bidraget til din selvopfattelse og selvværdsfølelse.

Mange voksne har dårligt selvværd

I dag har vi fokus på alle de unge, som har det svært. De har ondt i livet af forskellige årsager. Men det er vigtigt at vide, at mange voksne også har dårligt selvværd. De er dels blevet gode til at skjule det i form af arrogance og måske cheftitler, dels er mange voksne ubevidste om deres eget mindre selvværd og videregiver det ubevidst til børnene. Der er intet galt med børnene, men der er noget helt galt med samfundet og vores værdier, hvis hvert sjette barn under 10 år har mentale helbredsproblemer i dag. Det er en uhyggelig statistik. Så selvværd skal på dagsordenen – det er nemlig en følelse du selv kan påvirke. 

Selvværd er et resultat af dine egne tanker og følelser. 

Det kan virke lidt kynisk, at jeg påstår at du selv er 100% ansvarlig for dit eget selvværd. Men det er fordi du er den eneste som rent faktisk kan gøre noget ved det i voksenlivet. Det er din relation til dig selv, som skal styrkes.  

Vanens magt er stor, og det er pga. din hjernes biokemi. Dit cortisol-niveau, stresshormonet, skabes i barndommen, fra du er 0-7 år. Din hjerne vil derfor gerne holde fast i det niveau, som den kender. Du kan prøve at kigge tilbage i dit barndomshjem og kigge på dine forældre’s selvværd, hvilket tal ville du give dem på en skala fra 1-10? Det er blot en observation, lad være med at tage dine følelser med på denne rejse, men vid, at dine forældre’s selvværdsniveau har smittet af på din egen selvopfattelse. 

For mig handler selvværd om mod og handling. Hvis dine forældre fik serveret en ret på en restaurant, som ikke var i orden, hvordan var deres reaktion så? Var de i godt humør, sagde høfligt til tjeneren, at der var sket en fejl og at de så frem til en ny servering? Eller skældte de ud og hidsede sig op, eller blev de tavse og bange for at konfrontere tjeneren? Som barn lærer du af dine forældres handlinger, på godt og ondt. Og igen, dine forældre kan sagtens have været fantastiske rollemodeller med selvværd som en superhelt i nogle livsområder, for så helt at tabe kappe og superkraft i andre situationer.

Hvis du kan følge mig i, at mod og handling er en naturlig del af selvværdet, så finder du måske også mening i, at frygt og handlingslammelse gemmer sig i et lavt selvværd. Lav selvrespekt. 

Din udviklingsvej hen mod et liv fyldt med selvværd, er ved at omfavne en ny overbevisning, en ny tanke, en ny følelse: DU ER NOK. DU ER HEL. DU ER LIGESÅ VÆRDIGFULD SOM ALLE ANDRE. 

Tænk hvis dine tomater i urtehaven gav sig i kast med at sammenligne sig med hinanden? Det giver jo ingen mening. Alle tomater er perfekte som de er, smager forskelligt, ser forskellige ud, har forskellig farve. Tænk hvis alle tomater og mennesker var ens, helt ens. Det ville være så kedeligt! 

Du er her på jorden fordi du har noget værdifuldt at bidrage med, det kan ikke sammenlignes. Dit fingeraftryk er 100% dit, der er kun én dig. Og tak for det. 

Kærlighedsfitness.

Som alt andet selvudvikling og personlig ledelse, så handler selvværd, den gode energi, det positive overskud, de gode følelser, om at arbejde med dit fokus og mindset hver dag. 

Følelserne er som regel den kilde, som får os til at handle eller ej. Hvis vi tror der kommer noget godt ud af vores handling, erfaringsmæssigt, så vil vi godt handle. Har vi derimod negative erfaringer, så vil vi ikke opleve de dårlige følelser igen, så handler vi ikke. Vores følelser kan opfattes fire steder. Følelserne du mærker i brystet eller i maven, i din hjernes biokemi (hormoner), i det autonome nervesystem (sved i håndfladerne, hjertebanken) og i musklerne/dit kropssprog. Det sidste er den måde vi typisk aflæser hinanden på, vi kan sagtens se hvilke følelser som hinanden udtrykker eller om en person generelt er glad eller sur. 

Alle fire følelseskompenter påvirker hinanden. Traditionelt, hvis et mennesker “får” en depression, så ville løsningen være medicin (biokemi), men i dag ved man, at alle følelseskomponenter påvirker hinanden og derfor kan du arbejde med dit kropssprog og dine følelser, i stedet for at spise medicin. 

Vi kan styre vores krop og vores tanker. Igen – du kan ændre dit selvværdsniveau, hvis du vil. Du skal ikke leve med lavt selvværd resten af dit liv, det gør ingen godt og det vil dræne din energi.

En af mine helte er den amerikanske forsker, social psykolog Amy Cuddy. Hun lavede et forsøg, hvor hun ville se om en ændret kropsholdning, ville ændre biokemien. Det overraskende resultet var, at ved kun at bruge en powerpose; en åben kropsposition, f.eks. armene over hovedet, armene ud til siden og brystet frem, spredte ben med sikre fødder, i kun to minutter, så steg testosteron-niveauet, det mandlige kønshormon. Omvendt, hvis du stod eller sad med en lukket kropsholdning, dvs. skuldrene ind foran brystet, armene over kors, hovedet hænger ned, i bare 2 minutter, så steg cortisol-niveauet, stresshormonet. Så med den viden, at din kropsholdning skaber din lykke indefra, så lad være med at gå rundt og ligne én som ikke må være i verden, for så skaber du din egen stress og depression.

Flere metoder til mere selvværd. 

Som før skrevet, så kan vi alle have forskellige områder i vores liv, hvor vi har mere eller mindre selvværd. Derfor skal du nu gå på jagt efter, hvor dit selvværd skal styrkes. Prøv at mærke efter, når jeg skriver følgende sætninger: 

  • Når jeg kigger ind i spejlet om morgenen – tænker jeg, sikke et dejligt menneske jeg er.
  • Hvis jeg skal bede om en tjeneste – så ved jeg altid, at andre vil hjælpe mig så godt de kan. 
  • Alt hvad jeg har behov for, det kan opfyldes, fordi det er mine behov. 
  • Jeg føler mig powerfuld uden grund og har ikke behov for, at andre bekræfter min eksistens. 
  • Jeg følger mit hjerte og lader det guide mig frem i livet. 
  • Jeg vælger at være modig og lytter kun til frygtens påstande, for så at modbevise dem. 
  • Jeg er altid værd at elske, lige som jeg er. Det er perfekt. 
  • Inderst inde ved jeg, at kærlighed til mig selv, er daglige følelser, tanker og handlinger, som giver mig værdi, og kun fordi, det er værdifuldt hos mig. 
  • Jeg elsker mig. Punktum. 

Hvis der er én eller flere sætninger som tricker dig og du tænker, at jeg har en skrue løs, så starter du der 😉 Alle sætninger jeg har skrevet, kan et menneske med højt selvværd nikke genkendende til. I’m not kidding! Som mit første billede viste: SELF LOVE – IS NOT SELFISH. Jeg tror desværre at mange børn og voksne netop har fået det udsagn galt i halsen. Hvis alle mennesker elsker sig selv, er propfyldte af god energi og overskud – nøj – det ville være et fedt samfund. Når alle er fyldt op indefra, så er der så meget at give til andre og vi ville alle vokse og skabe endnu mere overskud og livsglæde!