Du er ikke din historie.
Og du må godt stå på dine shining moments.

Uanset hvilket menneske jeg møder i mit fortrolige 1:1 mindset education-rum, bliver jeg stadig både fascineret og forundret over alle de begrænsende historier, vi går rundt med.

Du kender det sikkert fra business. De gode kundehistorier er rare. Men får kunden en dårlig oplevelse med dit brand, fortæller vedkommende det ofte til langt flere, end hvis oplevelsen var positiv.

Sådan er vi wired.

Jeg kalder den del af os for stenalderhjernen. Temmelig umulig at danse med. Men jeg vil sgu hellere danse med den end være offer for den.

For når du bliver ved med at holde fast i dine trælse historier, gør du dig selv til offer.

For situationen.
For historien.
For dit eget indre aftryk.

Og ja, det er en lav energi at være i.

Men den kan noget.

Den kan give dig opmærksomhed.
Den kan give dig medynk.
Den kan give dig en forklaring på, hvorfor du ikke behøver at bevæge dig.

Det er til gengæld en elendig måde at skrive sit liv på.

For du kan godt kende dine historier.

Skolegården.
Afvisningen på dansegulvet.
Ham eller hende, der valgte en anden.
Afslaget på drømmejobbet.
Den gang nogen grinede.
Den gang du ikke følte dig god nok.

Du kan endda omskrive dem.

Men det mest trælse er alle de historier, du ikke engang ved, at du bærer rundt på. De gamle, ubevidste historier, der stadig larmer.

Den lille djævel på skulderen, der hvisker:

Pas på.
Skru ned.
Træd tilbage.
Tænk på, hvad de andre tænker.

Og så hele dit indre ledningsnet, der sender frygt forklædt som adrenalin og kortisol, bare fordi du overvejer at redefinere dig selv.

Det er sgu op ad bakke.

Men jeg skriver ikke det her for at gøre dig trist. Jeg skriver det for at fortælle dig, at du har et valg.

Hvis du bliver ved med at holde fast i de gamle historier – og lader frygten bestemme, hvor mange midlertidige knubs du tør tage på din nye vej – så kan du også vælge at fremskrive dit liv med sikkerhed. Med forudsigelighed. Med nedadgående energi.

Fedt, ik?

Det gider jeg ikke.

Derfor starter alle mine dage med kapitel 1.

Hver dag får jeg en ny mulighed for at skrive en ny historie. Ikke fordi min gamle historie aldrig har eksisteret. Men fordi den ikke bestemmer, hvad der skal ske på næste side.

Jeg er ikke min historie.

Jeg eksisterer knap nok i jordens tidsrejse. Et lille, ubetydeligt sandkorn.

Det gør de andre også.

Så hvorfor i alverden give andre mennesker så meget magt over din historie?

Giv slip.

Lige nu.

På alle de tossede historier, du stadig bærer rundt på.

Dengang gjorde X.
Og så følte du X.
Og så skete X.

STOP.

Gå nu ud og dans i livet. Skriv de nye sider, du længe har ventet på at tage mod til at skrive. For mod er ikke lyst. Det er ikke passion. Det er ikke ekstraordinær medvind.

Mod er en muskel.

Og den skal trænes.

I dag starter med kapitel 1.

Altid.

Kærligst,

Camilla