Sommerferien nærmer sig, og med den opstår et sjældent rum for refleksion.

Pludselig træder du ud af hverdagens hamsterhjul og mærker stilheden. Der skal ikke stå aftensmad på bordet på et bestemt tidspunkt. Ingen kørsel til fritidsaktiviteter. Ingen mikro-management af familiens kalendere. Ingen vasketøjskurv, der konstant kalder på dig.

Og hvad så?

Når du står helt stille og mærker dit hjerte slå… hvad slår det egentlig for? Eller er dit hjerte blevet en maskine, du tager for givet?

En af de ting, jeg lægger mærke til i mine mange samtaler med mennesker, er et interessant paradoks. De unge har ofte store forventninger til, hvad livet kan bringe dem. De ældre — eller det segment, som studerende kategorisk kalder “30+” — har ofte langt mindre forventninger til, hvad fremtiden stadig kan rumme.

Og lad mig slå én ting fast.

I mit perspektiv handler livet ikke om at lykkes eksternt, sådan som vores vestlige samfund ofte måler succes. Det handler om at lykkes internt. Om at leve i koherens med de værdier, der er dine. Uanset hvilket land, hvilken kultur eller hvilke forventninger du er omgivet af.

Så mærk lige efter. Er der noget i spørgsmålet? Lever du halvt? Lever du for andre? Det er helt okay i perioder. Jeg har selv været der. To små børn, alenemor og fuldtidsjob.

Men jeg kan mærke nu, hvor mine børn er blevet større og har fået deres egne interesser, at der naturligt er opstået plads til mine egne projekter. Og hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg ønske, at jeg tidligere havde prioriteret mig selv lidt mere.

Det er netop den følelse, der afslører det. En glemt egenomsorg. Ikke fordi du bevidst har valgt dig selv fra, men fordi du konstant har valgt andre til. Jeg ser det også hos mennesker, der dedikerer hele deres liv til en arbejdsgiver og gradvist mister forbindelsen til sig selv. Det kan være frivilligt arbejde, der vokser sig større og større, indtil fællesskabets forventninger begynder at overskygge dine egne behov.

Det er her, det bliver tricky. For dine prioriteringer kan altid retfærdiggøres.

Selvfølgelig skal mine børn prioriteres.
Selvfølgelig skal jeg tjene penge.
Selvfølgelig skal jeg hjælpe andre.

Men grænsen går dér, hvor dine følelser afslører, at noget i dig mangler. Et savn. En egenskab, du ikke længere udlever. En del af dig selv, du har pakket væk. Eller måske en ny version af dig, som længe har banket på døren — men du har ikke turdet åbne.

Nu er det sommer.

Du har flere uger fri, og du får en sjælden mulighed for at se dig selv udefra og mærke dig selv indefra. Faktisk sidder jeg lige nu og skriver dette fra et kontor hos Audi Fredericia, mens min bil er til service.

Og jeg tænkte:

Det ville egentlig være smart, hvis vi mennesker havde vores egen OBD-scanner. En intern diagnostisk udskrift, der kunne fortælle os, hvordan det egentlig går.

Men leg lige med tanken.

Hvis dit højeste selv fik lov at skrive den rapport — den del af dig uden skygger, uden begrænsninger, uden indre benspænd. Den del af dig, som kun består af kærlighed.

Hvad ville der så stå?

Hvad ville du ønske at læse?

Mekanikeren fandt årsagen til motorlampen, der havde lyst de sidste par dage i min bil. Et gløderør skulle skiftes. Og jeg måtte næsten smile. For er det ikke præcis det, mange af os gør med os selv?

Vi registrerer godt, at noget ikke fungerer optimalt. Og et gløderør har én kernefunktion – at få motoren til at starte. Tak for det univers. Det kalder jeg et vink med en vognstang.

Vi kan mærke, at energien er lavere. At glæden er mindre. At noget i os kalder på opmærksomhed. Men vi fortsætter. Kører videre. Udskyder. Ignorerer advarselslampen. Indtil vi en dag er nødt til at stoppe op.

Det fascinerer og skræmmer mig, hvor hurtigt vi reagerer, når bilen fortæller os, at noget kræver handling.

Jeg ved selv, at jeg er i gang med en grundig indre rengøring. Noget skal ud. Noget nyt skal ind. Og det starter med følelserne. Sluk tankerne. Sluk den indre bestyrelse. For ofte er det netop tankerne, der er årsagen til, at du ikke står dér, hvor du længes efter at være. Du har tænkt for meget og følt for lidt.

For nogle ser forandring meget konkret ud. Det kan være at begynde på en ny sportsgren. Starte på et aftenskolehold. Tage på et retreat alene. For andre handler det måske om én fast friaften om ugen, hvor spontaniteten får lov at råde, og ingen andre bestemmer.

For mig handler det stadig om at fastholde en træningsplan. At styrke min krop. At mærke kroppen. Det er min bedste terapi, når tankerne tager over. Men indrømmet — jeg kommer alt for ofte til at prioritere hverdagens mange to-do’s over mine egne behov. Og det skal stoppe.

Måske står du et sted, hvor følelserne larmer så meget, at du ved, at du skal træffe en radikal beslutning.

Skifte job. Flytte. Tage den alvorlige samtale med din partner. Det sted, hvor livet skifter kurs. Hvor du ikke længere kan nøjes med at observere. Ikke længere tie stille. Ikke længere lade omgivelserne og tilfældighederne styre retningen. Fordi noget dybt i dig kalder. Fordi du ikke længere gider leve halvt.

Tag dine følelser alvorligt. Selvom de kan være voldsomme, er de stadig dine vigtigste ledetråde. Livet forsøger at råbe dig op. Det er tid til at sætte dig tilbage i førersædet. Selv vælge retning. Selv vælge hastighed. No more just watching.

Og så kommer det store spørgsmål.

Hvis jeg kunne garantere dig, at alt det, du længes efter, faktisk kan blive virkelighed…

Hvad er det så, du savner allermest?

Mærk efter.

Slut fred.

Og gør så noget ved det. Nogle forandringer kan vi skabe alene. Andre bliver lettere, når vi tør invitere andre ind i processen. Find sparring. Find mennesker at danse med. For al forandring bliver lettere, når vi ikke går vejen alene.

God sommer,

Camilla