Forestil dig det bedste – den bedste tid

I mine mange samtaler lytter jeg til scenarier.
Mennesker, som spoler frem og tilbage i tiden. Vi prøver at genskabe oplevelser fra fortiden eller forestille os noget ude i fremtiden.

Det er egentlig en ret fantastisk evne, vi mennesker har. At kunne reflektere, undersøge, afsøge, perspektivere — og samtidig bilde os selv ind, at de scenarier er virkelighed.

Helt konkret er nogle mennesker meget frygtorienterede. De kan forestille sig det værste.
Rationelt giver det mulighed for at forberede sig. Men emotionelt er det tæt på en katastrofe at tænde for sit eget overlevelsessystem konstant. Kroppen kan nemlig ikke kende forskel på en reel trussel og en tænkt trussel.

Du går ned i energi.
Musklerne spænder op.
Hjernen går i analyse og planlægning.
Dit indre kontroltårn tænder sirenen.

Jeg så en reel fra Sara Zobel, som viste fysiske øvelser til at komme igennem eksamensperioden. Og jeg ved fra min tidligere fysioterapeut, at mange kunders skader bliver værre i eksamensperioder.

Pres udefra giver pres indefra — hvis du ikke stopper op.

Men du kunne jo også forestille dig det bedste.

At der var medvind din vej.
At du kan se dig selv stå med et smil på læben, skuldrene nede, en rolig vejrtrækning og to sikre ben, som gør dig både let og fleksibel.

Vores stenalderhjerne — eller måske snarere kontakten til den — er forskellig fra menneske til menneske. Hos nogle går sirenen hurtigt i gang. Hos andre skal der virkelig meget til, før kroppen går i overlevelsesmode.

Hvis du er en af dem med en livlig fantasi, som ofte bevæger sig rundt i en blanding af thriller, gys og sci-fi, så skal du stoppe dig selv lige nu. For dine tanker og følelser kommer næsten til at misbruge din krop i situationer, som slet ikke eksisterer.

Det er ikke for sjov, at Master Oogway siger i Kung Fu Panda:

“Yesterday is history, tomorrow is a mystery, but today is a gift. That is why it is called the present.”

At leve i øjeblikket er dér, hvor dit hjerte faktisk slår. Det er bevidsthed.

Men når vi nu alligevel har fået den her frontallap og evnen til at spole frem og tilbage i tid, så brug den klogt.

Forestil dig det bedste. Altid.

Lad i morgen være et mysterium — men helst i genren komedie eller romantik fremfor katastrofefilm.

Skab de bedste følelser indeni, og kroppen begynder at tro, at foråret varer evigt, at det er fredag hver dag, og at mennesker faktisk er medspillere i livet og i samfundet.

Når du vænner dig til, at det faktisk er dig, der skaber din egen energi — og når du ikke længere overbelaster din krop med tænkte trusselsscenarier — så begynder du at føle dig fri og let.

Det er bevidsthed. Et uddannet mindset.

Og i øvrigt er min yndlingssang Den Bedste Tid — og også versionen med Gobs 😉

Kan du ha’ en skøn Kristi himmelfartsferie 🤩

Camilla Sandemann