Træn dit mindset – 72 timers faste

Jeg ved ikke helt hvordan jeg fik idé til at starte med at trawle Youtube for inspiration til en 72 timers faste, men når jeg hørte om alle fordelene, så tænkte jeg at det ville være skørt ikke at tilbyde min egen krop en gennemgående oprydning på celleplan. Jeg vidste godt at det sikkert ikke var let, men tænkte at det ville blive en øvebane for, at træne mit mindset i en lidt længere periode, end at træde ud af komfortzonen for en kort stund.

Jeg er i gang med at skabe et solidt fundament i min krop. Jeg har alt for længe levet i mit hoved og kontakten til kroppen er næsten kun sket, når jeg har været syg og er blevet tvunget til at stille ind på mig selv. Men måske min alder begynder at kalde på egenomsorg og investering i en virkelig sund krop. Det kan jeg mærke.

Fordele ved en 72 timers faste

Hvis du undersøger viden om faste, vil du opdage, at forskere faktisk er blevet overraskede over, hvor mange fordele der er ved længerevarende faste. Kroppen har sin egen oprydningsprotokol og styrker samtidig immunforsvaret. Flere peger også på, at længerevarende faste kan mindske risikoen for demens og styrke din brainpower.

  • 1. Boostet autofagi – cellerne rydder op og fjerne de dårlige
  • 2. Massivt insulinfald og bedre insulinfølsomhed – bedre fedtforbrænding, stabilt energiniveau, mindre sult
  • 3. Øget væksthormonproduktion – godt for dine muskler
  • 4. Fedttab – fordi du spiser af dine egne depoter
  • 5. Reduceret inflammation – betændelse i kroppen mindskes
  • 6. Fornyelse af immunsystemet – nogle skriver at det boostest
  • 7. Forbedret kognitiv funktion – nogle mener at langvarig faste forhindrer demens
  • 8. Mentalt overskud og følelse af frihed – ekstra tid til dig selv og se dig selv udefra
  • 9. Øget selvdisciplin og selvrespekt – kan jeg det her, kan jeg så meget andet!
  • 10. Potentiel forlængelse af levetid – studier på dyr dokumenterer det

Forberedelse til faste i 72 timer

Du bør kun faste, hvis du er sund og rask.

Jeg valgte en weekend – fra fredag morgen kl. 7.00 til mandag morgen kl. 7.00.

Jeg havde ingen møder i løbet af fredagen, og mine børn var hos deres far i weekenden, så jeg skulle ikke lave mad.

Jeg havde dog et fredagsøl-netværksmøde fredag eftermiddag, hvor jeg drak vand, samt en koncert med musikskolen, hvor der blev solgt kager.

Det var mine eneste to kendte udfordringer, og de krævede blot lidt ekstra fokus på fordelene ved fasten og på selve eksperimentet.

Reglerne er simple: Du drikker vand med god salt, og du kan drikke kaffe og te – helt uden noget i. Altså ingen kalorier overhovedet. Jeg supplerede også med magnesiumtilskud.

Jeg har en vægt, som måler en masse forskelligt, bl.a. fedt, muskler og væske. På den måde kunne jeg følge med i, om jeg fik væske nok. Alle fremhæver nemlig, at væskebalancen er det vigtigste opmærksomhedspunkt under en faste.

Hvis du er kvinde, bør du faste i starten af din menstruationscyklus – altså fra menstruationens begyndelse og frem til ægløsning. Efter ægløsning er faste absolut et no-go. Dine hormoner spiller en vigtig rolle, og derfor skal du vælge den periode, hvor der er hormonel medvind. (Fast like a girl – Mindy Pelz)

Har får du min oplevelse af 72 timers faste.

Jeg gætter på, at alle mennesker vil opleve noget forskelligt under en faste. Nogle skriver, at fasten er nemmere, hvis du har noget fedt at give af – og det er intet problem her 😉 Jeg tror også, det er nemmere, når du er positivt indstillet og bare nysgerrig på din krops kommunikation.

1. dag – 0-24 timer af 72 timers faste

Jeg stod op fredag morgen den 25. april og spiste en lille portion havregrød med kanel og drak en soyamælk-latte. Min mave knurrede allerede kl. 11, da jeg stod på crosstraineren, og jeg kunne mærke, at det nok ville blive en udfordrende dag. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var småsulten hele fredagen.

Jeg cyklede ind til Middelfart for at mødes med mine skønne solo-selvstændige veninder, som sad i solen og fik sig en fredagsøl, mens jeg sad med mit vand. Det føltes OK. Fokus på målet og eksperimentet. Men jeg havde fået en træls hovedpine, som drillede mig en del.

Da jeg cyklede retur, cyklede jeg forbi Netto, og på en normal fredag ville jeg købe vin og hygge med mig hjem. Så det føltes virkelig mærkeligt bare at cykle forbi og hjem til ingenting. En fredag aften!

Jeg lavede te, afkølede den og kom isterninger i, så det føltes lidt som hygge. Og så så jeg Forræder og Generationer og gik tidligt i seng. Jeg begyndte faktisk også at fryse, men det kunne nemt løses med lidt ekstra tøj.

2. dag – 25-48 timer af 72 timers faste

Lørdag morgen vækkede min hund mig kl. 5.59 – det var jeg ikke helt klar på. Jeg var virkelig træt og gruede lidt for dagen. Men så lavede jeg mig en kop kaffe, satte mig i sengen og lyttede til inspiration på YouTube. Det var her, jeg blev opmærksom på kvinder, cyklus og faste og følte mig helt heldig, at jeg var startet på det rigtige tidspunkt.

Så tog jeg en gåtur til stranden og hørte en lydbog. Jeg plejer at løbe, men jeg kunne mærke i hele min krop, at en stille gåtur var det bedste valg.

Da jeg kom hjem, havde jeg en wau-følelse! Første døgn var overstået, og jeg var allerede 1/3 igennem! Jeg valgte at gå over og træne – 10 minutter på crosstraineren og en hurtig runde på maskinerne. Jeg fik en indre varme og kunne mærke, at energien var tung og anderledes.

Hjemme igen satte jeg mig foran iMac’en i et par timer, før jeg gik i bad. Sulten kom og gik, men ikke noget, der gjorde mig desperat. Da jeg kom til Musikskolens koncert, duftede det af kage, på den helt rigtige måde. Jeg måtte lige tænke langsigtet og minde mig selv om, at det ikke er resten af livet, jeg ikke spiser kage, men bare lige indtil på mandag.

Hjemme igen var det mere en indre uro, end det var en decideret sult. Kold urtete med lakridsrod hjalp, da det smagte af noget og havde farve.

Eftermiddag og aften blev brugt på praktiske ting – en powernap i solen, når jeg lige havde fået alle havehynderne frem til sommeren. Og jeg glædede mig til at vågne i morgen tidlig og vide, at det er sidste dag, og for hver time der går, er der en time mindre til målstregen.

3. dag – 49-72 timer af 72 timers faste.

Søndag morgen havde jeg det virkelig skidt, da jeg vågnede. Jeg svedte, følte mig træt og havde en slags tømmermænd. Jeg tænkte, at jeg måske ville bryde fasten, men besluttede at tage det time for time. Jeg pressede en halv citron i et glas vand og gik en tur på stranden med min hund. Mine muskler føltes tomme, og min mave var stadig oppustet.


Hjemme igen lavede jeg en god kop kaffe og begyndte at planlægge indkøbene. Jeg fik tjekket op på forskellen mellem 48 timers og 72 timers faste (se billede fra Dr. Mindy Pelz) og fordelene er primært forebyggelse af sygdomme og forbedring af immunsystemet. Faktisk har jeg allerede forbedret mine dopamin-receptorer og en masse andet godt, så jeg føler mig stolt lige nu.

Jeg er lidt ubeslutsom for resten af dagen, men hvis jeg har det OK, så bliver jeg ved til i morgen og fuldfører de 72 timer.

Ungerne kom hjem, og jeg skulle lave aftensmad til dem. Selvom fiskefrikadellerne duftede skønt, havde jeg ingen sult og intet problem med at drikke et glas vand sammen med dem. Vi så sidste afsnit af Hvide Sande på TV2, og jeg hoppede i saunaposen, da jeg begyndte at fryse lidt.

Nøj, jeg glædede mig til at stå op og kunne spise bare en smule.

Genstart efter 72 times faste

Jeg vågnede og havde det ret stramt. Jeg følte igen de her slags “tømmermænd.” Min mund var proppet med affaldsstoffer, og det var en lettelse at skrabe tungen fri og børste tænder.

De fleste, som har prøvet fasten, foreslår, at man starter op med bouillon og kogte æg. Det havde jeg slet ikke lyst til, så jeg valgte i stedet et Wasa Sport knækbrød med peanutbutter og friske hindbær. Jeg drak en masse vand med citronsaft og en kop kaffe. Det var svært at spise, for der kom ikke så meget mundvand som ellers. Jeg var stadig træt og havde en god hovedpine, så jeg tog en afslappende stund i saunaposen, efter ungerne var gået i skole.

Her et par timer efter har jeg det fremragende! Jeg drikker en frisklavet blendet juice af ananas, agurk, ingefær og citronsaft – det er det, min krop forlanger. Og jeg lytter. YEAH, I did it! Sikke en tur!

Refleksion

Det er vildt mærkeligt at faste, når jeg har spist uafbrudt, siden jeg blev født. Det rykker virkelig ved min opfattelse af mad og kroppens behov. Vi lever i et moderne samfund, hvor skabe, køle- og fryseskabe konstant er proppet med mad, og jeg har kun 5 minutter på cykel til Superbrugsen, Netto og Rema1000.

Vi kommer aldrig til at mangle mad, men det gjorde vores forfædre, og vores kroppe er jo geniale, når de lige laver en indre hovedrengøring, når vi ikke propper maven konstant.

Mindset-mæssigt var det en super god træning i at have fokus på målet – fokus på de fordele, der er lige om hjørnet, når alle de gode overspringshandlingsidéer dukker op. Og tro mig, de var der mange af. Du vil sikkert selv opleve dem. Ej, hvorfor starte med 72 timer, måske skal det “bare” være 36 timer? Mit bedste råd er at skifte fokus, når overspringshandlingerne trænger sig på, og så nok team-up med en anden, så I kan holde sammen. Det kræver fokus og viljestyrke at tage turen selv.

Jeg har lært meget om mig selv – at jeg sagtens kan holde fokus på det endelige mål og dermed smile til alle overspringshandlingerne og skifte fokus, når de dukker op. Ja, der var udfordringer undervejs, men de varede kun mellem 30-240 minutter, og så var alt godt igen. De gener, jeg oplevede undervejs, var hovedpine, træthed og fryse/svede.

72 timers faste kan bruges som forebyggelse én gang om året for mit vedkommende, og så vil jeg introducere 24 timers faste oftere i mit liv og bruge den dag på at have fokus på egenomsorg og wellness. Jeg har prøvet 8:16 fasten, hvor du har et 8-timers spisevindue hver dag – det er bare ikke noget for mig. Hellere et helt døgn en gang imellem. Den følelse af lethed og friskhed var helt fantastisk!

Jeg har det helt fantastisk lige nu og glæder mig til at se, hvad de næste dage bringer.

Hvad siger vægten egentlig?

Min badevægt er bestemt ikke nogen professionel laboratorievægt, men den giver et virkelig fint indblik i mit forløb. Jeg har tabt 2,34 kilo i alt — hvoraf 1,4 kilo er fedt, og 0,9 kilo er muskelmasse. Det er helt normalt, når kroppen skifter over til at hente energi indefra.

Noget, jeg især hæftede mig ved, var mit niveau af inorganic salt — altså kroppens uorganiske mineraler som natrium, kalium, calcium, magnesium, fosfor og klorid. Her var der fuldstændig uændrede værdier!

Det er et godt tegn på, at min krop har kunnet holde på sine mineraler, og at både mit immunsystem og stofskifte har fungeret rigtig fint gennem hele fasten.

Jeg har undervejs støttet kroppen ved at tage magnesium som tilskud, drikke rigeligt med vand og te, og indimellem presse lidt frisk citron i mit vand for både smag og et ekstra lille boost.

Det føles ret vildt at opleve, hvordan kroppen faktisk kan klare sig så flot uden konstant at få ny mad tilført. Det giver en enorm respekt for kroppens egen evne til at regulere, rense og hele indefra — og helt ærligt, jeg føler mig lettere og friskere end længe!

Husk: Du skal kun faste, hvis du er sund og rask. Hvis du oplever større ubehag, så stop din faste. Det har intet med dit mindset at gøre.

Add A Comment