En kvinde som skal tage en karrierebeslutning i sit liv

Lær at sige nej på jobbet

8. august 2022. Hvem sætter dagsordenen i dit arbejdsliv?

Lær at sige nej, for vi har alt for mange stress-sygemeldte i Danmark. Alt for mange unge føler sig stressede. Alt for mange kvinder føler sig stressede. Og måske mændene er ligeså stressede, men de mærker det først ved kritisk sygdom eller hospitalsindlæggelse. Hvorfor er vi så stressede?

Hvorfor knokler du? Læser emails om aftenen inden du går i seng? Siger ja til endnu et projekt, selvom du ikke har plads i kalenderen? Hvorfor sidder du foran skærmen eller i bilen og spiser? Hvorfor er det okay at snakker i telefon konstant og både kolleger, chef og samarbejdspartnere kan ringe på alle tider af døgnet og i weekenden?

Hvornår besluttede du dig for, at stille dig selv til rådighed, som en robot med et møntindkast?

Mit gæt er, at det har du aldrig, men du har heller ikke fået sagt, at du ikke er en robot og ikke accepterer løn, som et middel til at få dig til at gøre hvad som helst.

Smag på ordet NEJ

Har du det godt med ordet nej? Hvor mange gange har du sagt nej i den sidste uge? Hvilke følelser hænger dit nej sammen med? Og det lidt dybere spørgsmål: Hvordan blev dit nej mødt af dine forældre og de andre voksne, da du voksede op? Var nej et gyldigt svar?

En del af forklaringen kan sagtens komme fra din historie med ordet nej. Tænk bare på, hvis et barn siger nej til det mad som ligger på tallerkenen. Måske du som barn er blevet blankt afvist med et hårdt SPIS! Måske er du blevet mødt med en forældre-forhandling, hvor du havde tabt på forhånd, eller kun kunne vinde ved at gå tidligt i seng? Og jeg kan huske den milde trussel med, at hvis vi ikke spiste op, så blev det ikke solskin i morgen.

Et nej hænger for mange også sammen med en afvisning. Vi siger fra, vi vælger fra, vi tager afstand. Måske vil vi skåne andre for et nej, fordi vi ved hvordan det føles at få det nej, når vi inderligt ønsker ja?

Målet for alle er, at blive mindst følelsesmæssig neutral med ordet nej. Så hvad skal der til, for at du kan sige nej på jobbet? Nej til en arbejdsopgave? Nej til at bage kage til i morgen? Nej til at være mentor for din nye kollega? Nej til at holde fri i de uger, som din chef eller andre synes du skal holde? Nej til at arbejde på fuld tid? Nej til at blive forfremmet? Nej til at gå ned i løn? Nej til at spise frokost sammen hver de samme kolleger hver dag? Nej til at tage med på den konference, som de andre synes er interessant? Nej til julefrokosten? Nej til din kollegas lidt for intime kommentar?

Hvad skal der til?

Lær at sige nej og øg din selvrespekt

For mig er selvrespekt lig med kunsten at sige JA til mig selv. Og dermed bliver det at sige nej, meget nemmere. I ethvert nej, er der et tilvalg om, at imødekomme mine egne værdier og behov. Selvværd og selvrespekt skal trænes og genlæres. Små børn elsker sig selv på den mest fantastiske måde, men i opvæksten så bliver børnenes selvkærlighed udfordret af alle de mange regler og rammer, de skal passe ind i.

Min helt store pointe er – at det skal du som voksen ikke længere. Du kan selv bestemme indholdet i dit liv og du kan skrue maks op for din selvrespekt og selvkærlighed. Det føles befriende.

Du er ikke en robot med et møntindkast på arbejdsmarkedet. Hvis du opfører dig sådan, så får du samme behandling af dine omgivelser. Vælger du selvrespekt og selvkærlighed, så bliver dine grænser forandret og dine nej’er bliver tydelige og dine ja’er vil smitte positivt af.

Kræver dit nuværende job mange nej’er?

Måske du ikke skal være på en arbejdsplads, hvor du konstant skal sige nej? Og hvor kolleger og chefer ikke kender dig og dine behov? Det er meget sjovere at være et sted og bruge de mange timer om ugen på at sige JA! Det vil jeg gerne! Det giver mig energi! Det giver mig mening. Jeg ved godt hvad jeg ville vælge.