ER du chef i eget liv?

Er du chef i eget liv?

19. september 2022. High hopes.

Faktisk kommer min inspiration til denne artikel fra sangen High hopes, som er ualmindelig god at danse til. I teksten synger Panic! At the Disco nemlig, mama said flere gange:

  • High hopes for a living
  • Shooting for the stars
  • Be that one in a million
  • Manifest destiny
  • Be something greater….

Og en masse andre skønne overbevisninger, du som mor kan sende dit barn afsted med i barndommen. Men hvilke skønne overbevisninger giver du dig selv i dagligdagen? Min oplevelse er, at alt for mange voksne er endt med skuffelser på deres vej og ikke længere har de barnlige positive overbevisninger i god behold og derfor bliver din egen indpiskning til dig selv en noget broget affære. Det helt store spørgsmål er: Er du en god chef for dig selv i dit eget liv?

Design din egen nye chef.

Jeg har lige haft en skøn samtale med en veninde i mit netværk. Hun arbejder også på egne projekter, online kurser og coaching. Vi diskuterede emnet med at være sin egen chef og hvor vigtig det er, at anerkende vores egne bedrifter. Jeg elsker at have mit eget arbejdsliv og kan bestemme egen kalender, dog er der rammer og rutiner som forandrer sig drastisk, når du går fra lønmodtagerlivet med en masse kolleger og så til at være din egen chef.

Efter vores samtale, så gik jeg på vejen hjem og tænkte for mig selv – jeg har fuldstændig glemt at designe mig selv som chef – hvilken chef for mig selv, vil jeg gerne være?

  • Skal jeg indføre en bonusordning og hvad skal den indholde?
  • Hvilken kaffe og plantemælk vil jeg drikke?
  • Hvem skal jeg invitere med til julefrokost?
  • Hvad vil jeg spørge mig selv om til min egen MUS-samtale? Hvilke værdier og KPI’er er væsentlige hos mig?
  • Hvilket tidspunkt om fredagen går jeg på weekend?
  • Hvordan vil jeg gerne påskønne og anerkende mig selv?
  • Hvilke BARNLIGE og POSITIVE overbevisninger skal være mine mantras?

Måske du forstår min pointe med sidste spørgsmål, for jeg synes det er så vigtigt, at jeg selv ved, hvordan jeg vil styrke mit eget fokus og hvordan jeg hepper på mig selv. Og én ting er, at have fine citater hængende på opslagstavlen, noget andet er at gøre det i praksis.

Anerkendelse og opmærksomhed.

Der er ikke stor forskel på de krav som du vil have som lønmodtager og de krav du har til din egen chefrolle. Vi er mennesker og vi har brug for opmærksomhed, omsorg og realistiske forventninger. Vi har brug for high fives og klapsalver. Og i mit arbejdsliv fungerer struktur ret godt og min kalender hjælper mig med at holde styr på vigtigt indhold. Derfor – selvom det måske virker en smule kedeligt at sætte “anerkendelse og opmærksomhed” i kalenderen, så er det måske lige præcis det som kommer til at virke bedst. F.eks.:

  • Dagligt er have et tidspunkt på 10 minutter, hvor du anerkender dit daglige bidrag. Og vær ikke for kræsen med her, hvad det kan være. Jeg kan godt rose mig selv for at have lyttet intenst til et webinar i 45 minutter, uden at se på min telefon imens.
  • Ugentligt at skrive 3 taknemmeligheds historier ned. Det kan både omhandler andre som jeg hjælper igennem coaching og mentoring og det kan være nye færdigheder som jeg har tillært og hvor jeg bare er glad for at jeg stadig er nysgerrig og kan lære nye (svære) færdigheder.
  • Månedligt at se tilbage på de bidrag jeg har mestret. Det kan være lige fra arbejdstimer til projekter til antallet af artikler jeg har formået at få skrevet.
  • Halvårligt at anerkende, at jeg leve det arbejdsliv jeg gerne vil og sende taknemmelighed til dem som på den ene eller anden måde støtter mig i den rejse.

Tag styring som chef i dit eget liv.

Mit sidste input handler om at være din egen chef i praksis, uanset om du er lønmodtager eller selvstændig. At være chef handler om at træffe de rigtige beslutninger i dit liv, hvor du passer på dig selv, men også står op for dig selv. Du må gerne krydse armene og sig nej. Du må gerne give dig selv lov til en flødebolle. Du må gerne sige til dine børn, at de skal hjælpe til og smøre ærmerne op. Sig fra overfor relationer som ikke længere gavner dig og som stjæler din energi.

Lad dig lede fra hjertet og mærk efter hvem du er og hvad du står for. Det er din vigtigste opgave som chef. Så står du soleklart for dine omgivelser og de vil føje dig derefter.

Skal du have sparring på at få identificeret dig selv som chef?

Grundlæggende skal du have styr på dine egne indre værdier, hvem er du og hvad er du drevet af? Og det vigtigste, men også det sværeste, at udleve dine værdier i praksis.