Kvinder nedbryder en mustensvæg med en stor muggert

Hvad forhindrer din succes?

3 gode grunde til at vejen til din succes kan være en mental og følelsesmæssig bjergbestigning.

Kender du det, at du gerne vil skabe forandringer i dit liv og de første par uger er du fyr og flamme, alting lykkes og så går det hurtigt ned ad bakke? Du har måske også været i gang med nytårsfortsæt, for igen at blive mindet om, at det heller ikke var dette år, at den famøse livsforanding indtraf?

Bare rolig. Det er helt normalt.

Jeg arbejder dels med min egen forandring på flere planer, jeg har et utal af værktøjer og stor indsigt i mit eget følelsesliv og mentale ressourcer. Men min erfaring er, at de største muskler du skal træne, det er vedholdenhed og viljestyrke. Jeg kan spotte mine egne overspringshandlinger, som når jeg kaster mig på sofaen og ser Gift ved første blik, når jeg nu ellers havde aftalt med mig selv, at jeg skulle en tur på løbebåndet. Udover overspringshandlingerne, så er der også udskydelses-opgaverne, f.eks. har jeg et skur som i den grad trænger til oprydning og udsmidning, så havemøblerne snart kan komme på plads. Det kan være drænende i energi at have alt for mange udskyldelses-opgaver samt dialogen om overspringshandlinger i dit liv.

Så læs med her og find årsagerne til vores utallige forhindringer på vejen mod succes i eget liv.

1. gode grund: Komfortzonen

Du har sikkert hørt om komfortzonen. I dagligdagen glemmer vi at træne vores evne til at udvide og nedbryde vores komfortzone.

Når du gerne vil lykkes med noget nyt i dit liv, så skal du netop i gang med at gøre noget andet, end det du plejer. Og komfortzonens synonym er i høj grad plejer! Alt indeni os selv elsker at gøre det vi plejer, uanset om det gavner dig eller ej. Det er netop den store forhindring. Selvom du faktisk modarbejder din egen succes, så føles det godt for en stund. Plejer føles rart.

Men som de billeder jeg har sat ind, så sker magien i dit liv, udenfor din komfortzone. Hvis du vil invitere mere succes ind i dit liv, så skal du flytte dig ud af din komfortzone, undersøge hvad som er muligt, når du giver slip på dine knap så gode vaner.

Lidt firkantet kan du spørge dig selv: Vil jeg virkelig gerne have succes i mit liv, eller føles det faktisk bedre, at blive hvor jeg er?

Der kan være mange svar til det spørgsmål:

  • Måske kan du ikke rigtig lide ordet succes? Så brug dit eget ord. Min egen oversættelse af succes er, at jeg laver det jeg gerne vil og nyder mit liv, mens jeg er her.
  • Måske ved du ikke hvordan det føles at have succes? Det kan være svært at flytte dig hen mod en anden tilstand, hvis du ikke i alle celler kan føle og mærke, hvad din forandring går ud på.
  • Måske tror du ikke inderst inde på, at du har fortjent et succesfuldt liv? Et lavt selvværd kan holde dig fast i din komfortzone, fordi du ikke føler, at du har fortjent at din verden bliver større.
  • Måske er din frygt for det ukendte for stor og derfor føles din nuværende komfortzone mere rar, selvom du dagligt spænder ben for din egen udvikling?

Mærk efter og se om én eller flere af mine svarmuligheder kunne være på spil i dit liv.

2. gode grund: Erfaret hjælpeløshed (I can’t do it!)

Erfaret hjælpeløshed går ud på, at du i dit liv har samlet på negative fortællinger om dine egne evner. Både det som du har oplevet og det som du har forestillet dig, som du ikke kunne. Jo flere eksempler du har, både oplevet som forestillet, så har du en usynlig væg som forhindrer dig i at forandre dig. Du tror simpelthen ikke på, at netop du, har evnerne og kompetencerne til at lykkes.

Erfaret hjælpeløshed skal først undersøges og derefter kan du lægge en strategi for, hvordan du alligevel opnår din succes.

At undersøge din erfarede hjælpeløshed går ud på:

  1. Skriv alle dine oplevelser ned, hvor du følte dig utilstrækkelig
  2. Skriv dine begrænsende overbevisninger ned om dig selv
  3. Skriv de følelser ned, som dukker op hos dig, når du besvarer de første to øvelser

Næste skridt er, at få alle dine oplevelser gjort nutidige. Dvs. ved spørgsmål 1, så skal du sortere i dine oplevelser. F.eks. er jeg ret dårlig til rundbold, men i min hverdag i dag, er det ret ligegyldigt, så denne erfaring og mangel på evner i rundbold, kan jeg lade ligge. Det forhindrer mig ikke i, at skabe det liv jeg gerne vil leve.

Ved spørgsmål 2 går du i gang med at stille dig selv modspørgsmålet – er det sandt? Holder dine negative fortællinger om dig selv egentlig vand? Næste skridt er at få skrevet dine positive fortællinger ned – alt det som du gør godt og som er dit dna.

Ved spørgsmål 3 får du undersøgt hvilke følelser som forhindrer dig i at flytte dig. Og de hænger sammen med din komfortzone. For det er din indre fortælling om, at hvis du flytter dig udenfor din komfortzone, så vil du genopleve disse trælse følelser, hvor du føler dig utilstrækkelig.

Husk lige på, at din erfarede hjælpeløshed, er gamle historier og oplevelser, som du i voksen tilstand kan forandre, gøre noget ved, tage kurser i de kompetencer, som du har brug for i dit liv, netop nu. Målet er, at flytte dig fra hjælpeløs til iværksætter i eget liv.

3. gode grund: Det skal være nemt.

Jeg kunne godt tænke mig at komme i vild god form, både at løbe hurtigt, men også være bum-stærk, samtidig med at jeg lige taber de famøse 5 kilo. Hvor kunne det være rart, hvis jeg kunne trykke på en knap, knipse med fingrene, sluge en pille, 1-second make-over? Men sandheden er jo, at de fleste forandringer og succes’er ikke bliver til, samme dag, som de er tænkt.

Du skal identificere dit eget indre dovendyr. Og det er vigtigt for mig at sige, at dovendyret også passer på dig. Geparden ligger netop og tanker energi, så den kan udføre sin næste succes; jagten efter mad. Du skal derfor kunne kende forskel på, hvornår dit dovendyr passer på dig og hvornår den forhindrer dig i, at jagte din succes.

Hvem forhindrer din succes?

Ja, efter at have læst denne artikel, så er du nok ikke i tvivl om, at den største modstand vi oplever i vores liv, som regel, er vores eget indre kompas.