Lader du dig forføre?
I går så jeg Operation X med Morten Spiegelhauer i spidsen – programmet, der har gjort det til sin mission at afsløre svindelere.
Denne gang handlede det om Søren Lynge, som har “opfundet” sin egen Lynge-metode. Som min søn tørt konstaterede efter programmet: Det er vist snarere en slyngelmetode.
Han sælger sig selv på drømmen om det bedre liv. Fortællingen om, at hvis du kører i luksusbiler, bor i Dubai og svømmer rundt i pools, så bliver du lykkelig.

Og der stod de – en lang kø af håbefulde danskere foran Wallmans Cirkusbygning. Klar til at blive underholdt. Klar til at blive forført. Af Danmarks bedste mentaltræner?
Der er nogle sandheder i den dokumentar, som fortjener lys:
1. Der er kunder i butikken
Fordi kunderne tror, at livet leves bedre i luksus.
2. Det er et samfunds- og kulturproblem
At marketing- og reklamebranchen stadig lykkes med at bilde os ind, at lykken ligger i at vinde i Lotto eller knokle sig til et højt betalt job.
3. Fraværet af et liv levet indefra og ud
Fravær af mindsetvisdom, der uddanner mennesket til at kunne lede sig selv indefra og ud.
4. En overtro på det mentale som universalløsning
Som om tanken alene kan fikse alt – også det, der bor dybere.
Ville Søren Lynge have haft samme tiltrækningskraft, hvis han boede i et 70’er parcelhus, kørte i en ældre Dacia og spiste leverpostej med ristede løg?
Næppe.
Det er ikke den virkelighed, algoritmerne elsker. Det er ikke den virkelighed, vi stopper op ved. Og det er ikke den virkelighed, vi deler.
Vi ved det godt: Sociale medier belønner det liv, vi drømmer om – eller tror, vi burde drømme om. Hvis du vil have succes og opmærksomhed, skal du vise en virkelighed, andre stræber efter. Så er du allerede 100 skridt foran.
DR viste i øvrigt også et program om netop dette fænomen for noget tid siden: influencere og YouTubere, der lejede et luksushus i en uge for at producere content, som skulle ligne deres hverdag. En iscenesat virkelighed. En drøm til salg. Og når det så samtidig kommer frem, at der ikke er styr på moms eller skat – eller at CV’et på Linkedin er opfundet til lejligheden – så bliver det tydeligt:
Problemet er ikke succes. Problemet er illusionen.

Når du drømmer om det gode liv – at vinde i Lotto, købe et større hus eller tage på jordomrejse – så er det vigtigt at forstå:
Det er ikke opskriften på lykke.
Du er blevet fortalt hele dit liv, at “når bare…” Når bare du opnår det næste, så bliver du lykkelig. Men det er en fortælling. Du bliver ikke et modigere menneske af at gå i Gucci eller køre hjem i en Mercedes Maybach. Du får måske et kortvarigt lykkerus – men honeymoon-fasen forsvinder. Og så er du tilbage ved dig selv. For det ydre kan ikke grundlæggende ændre dine mønstre. Eller dine sår.
Lykken findes inde i dig.
Det er mit bedste livs- og karriereråd.
Og ærligt? Det er ikke specielt salgbart. For hvis alt, du har brug for, allerede findes i dig – hvad skal du så købe? At leve indefra og ud betyder, at din ro, din balance og dine smil ikke afhænger af dine omgivelser. Du har dem med dig – uanset hvad du møder. Intet udenfor dig kan tage det fra dig.
Det er mit mindset-kompas. Ikke kun mentalt – men i mit hjerte, i min krop og i min energi. Du kan være lykkelig i en campingvogn i en skov. Du kan være lykkelig i et slot med renæssancehave. Det afgørende er ikke hvor – men hvorfra.

Kan du helbrede angst, depression og stress med mentaltræning alene?
Mit svar er nej. For du er så meget mere end dit sind. Vi har brug for at forbinde os langt mere til kroppen. Til hjertet. Til det, vi kan mærke – ikke kun det, vi kan tænke. Faktisk sender hjertet signaler til hjernen – ikke kun omvendt. Vi er hele mennesker. Ikke kun mentale konstruktioner. Og når vi glemmer det, opstår ubalancen.
Så… lader du dig forføre? Ja. Det gør vi alle sammen. Og det er faktisk okay. For drømmene peger på noget vigtigt: De følelser, du længes efter.
Så i stedet for at jagte illusionen – så spørg dig selv: Hvordan kan jeg skabe mere af den følelse i mit liv, allerede nu?
Lykken bor inde i dig.
Sig det igen. Og måske lige én gang til.
