Abonnement – hvor mange har du?
Designyourfuture handler for mig om, bevidst, at re-designe min og din fremtid. Nogle drømme koster kroner og øre på den korte bane at realisere, men måske du hurtigt kan forandre dit private budget, fordi hamsterhjulet også har sneget sig ind på budgetkontoen? Du skal i gang med at kigge på dine abonnementsordningen, dem du de seneste år har tilmeldt dig, og som nu lever et stille liv på betalingsservice.
Mit eget liv på abonnementsordninger startede faktisk tidligt. Hvis du er ligeså “gammel” som jeg, så kan du sikkert huske kuponhæfterne i postkassen? Jeg fik tilmeldt mig både bogklubber og make-up, og måtte senere stå i kø på posthuset, for at betale girokort. Senere kom netbank og så blev det pludseligt muligt, at alle abonnementsaftaler blev betalt automatisk.
Salgstrick
Jeg underviser i markedsføring og selvfølgelig er der et hav af smarte salgstrick og psykologiske triggers i abonnementsløsningerne. Som regel, er der et godt tilbud up-front, f.eks. vælg 3 bøger for kun 9 kr. stykket. Det virkede for mig. Problemet opstår så, når jeg glemte at afmelde månedens bog og derudover var bundet til mindst 2 bøger til fuld pris, for at kunne forlade bogklubben igen. I dag arbejder virksomhederne med tillægsydelserne som trækplaster, f.eks. Coop eller Telmore, hvor streamingtjenester er en del af købet, men som ikke har noget med kerneproduktet at gøre.
Jeg har f.eks. selv prime konto hos coop (dette indlæg er fra 2021), hvor der automatisk overføres 3.000 kr hver måned og så får jeg mulighed for at vælge to gratis produkter, det kan være Mofibo, Tidal, benzin hos OK og andet. Men her oplever jeg, at det er en fordel for mig, da jeg alligevel bruger 3.000 kr hos Superbrugsen, Kvickly og Fakta i løbet af en måned. De må gerne bruge mine data og de bruger dem til at give mig personlige tilbud på app’en ud fra min købshistorik. Det giver god mening.
Mange bække små.
Hvor mange abonnementsløsninger har du? Du har sikkert flere end du regner med. Jeg satte mig ned den anden dag og listede alle dem jeg kunne, da jeg gennemgik mine konti. Det føles jo ikke som alverden, når Disney+ koster 59 kr om måneden, men hvis jeg også abonnerer på Viaplay (da jeg lige skulle se Den som dræber 2) og har glemt at afmelde igen, plus Netflix og TV2 Play, så begynder det at løbe op. Så er der X-box abonnement, 4 stk. til velgørenhed, yoga, vinklub, læseapp og danskespil. Og så de mere nødvendige til kontaktlinser, internet, mobilabonnementer og 6 forsikringer.
Så målet er, at dele dem op i NICE TO og NEED TO. Dem som du bare har for sjov, dem kan du opsige med det samme. De mere nødvendige som forsikringer, internet og f.eks. kontaktlinser, dem kan du tage et pristjek på. Jeg fik faktisk afmeldt for 1.000 kr samlet set i abonnementer! Det er 12.000 kr om året og en “tjent” god ferie.
Hvorfor tegner du abonnement?
Måske skulle jeg spørge hvorfor køber du? Eller hvorfor spiser du? Det handler om adfærd, auto-adfærd, ubevidst adfærd. I ØJEBLIKKET, så virker det ikke som en særlig stor beslutning, når du køber et abonnement. Herregud 79 kr for Netflix og så kan du sidde i dagevis og se din ynglingsserie. Eller hvis du står og kigger ind i slikskabet, så kan den lille plade Rittersport jo heller ikke gøre nogen fortræd, lige nu. Du er kortsigtet i din vurdering og du tager beslutninger med dine følelser. Du har et akut behov og så er du kreativ med løsninger og forklaringer. Og så stoler du nok på dig selv til, at du aftaler med dig selv, at du nok skal huske at afmelde abonnementet igen, når din serie er slut. 3 måneder senere, så bliver du klogere og hvis du regner sammen, hvor mange penge du har brugt på ingenting, så bliver det til en træls følelse.
Det kræver selvfølgelig også en rummelig økonomi, at falde i abonnementsfælden. Hvis jeg havde været studerende, så havde jeg ikke nået op på samme antal, men jeg tegnede stadig abonnenter, da jeg var studerende. Især bogklubberne.
Tænk lige på, hvor nemt det er blevet at tegne abonnement eller lave hurtig køb på laptop eller mobil. Der er autoudfyldning af dine kortoplysninger, alle virksomheder arbejder med one-click-to-purchase. Du skal ikke længere på posthuset og stå i kø. Halvdelen af online betalinger bliver betalt med mobilpay, for så skal vi ikke engang finde vores kortoplysninger frem, hvis nu autoudfyldelsen ikke virker. Der er ikke langt fra tanke til følelse til tanke til køb.
Design your future – skønt hverdagsliv
På min opslagstavle i køkkenet, har jeg valgt at skrive, hvilke abonnementer jeg har og hvad de koster. Så kan jeg gå og overveje, om de stadig skal være der. Det er mit bedste forslag til dig – at dine abonnementer bliver synlige for dig. Så kan du konstant holde øje med hvor mange du har og hvad de samlet set koster. Det er bevidst adfærd.
Så det er bare at gå i gang:
- Hvad er der trukket af faste betalinger på dine konti den sidste måned?
- Del dem op i NICE TO og NEED TO
- NEED TO – laver du pristjek på nettet og justerer til, hvis du skal skifte udbyder
- NICE TO – dem sletter du ASAP og mærk lige hvor godt det føles!
- Skriv dine abonnementer op på en liste og hæng den et sted du ser dagligt. Skriv alle abonnementer ned, hvad de koster og hvad summen er.
- Mærk efter – føles din liste god? Skal der mere væk?
Rigtig god fornøjelse!
Update: 11. august 2022
Jeg vil anbefale, at du også får tjekket op på dine energileverandører. Har du fast- eller variabel pris på din el-aftale? Hvad med din naturgas? Fjernvarme? Vær nysgerrig mht. alle dine poster på din budgetkonto – der kan være mange penge at spare. God skattejagt!