Er dit arbejdsliv bæredygtigt?
Bæredygtigt arbejdsliv?
Jeg læste et kort opslag på Linkedin, hvor spørgsmålet netop gik på, er dit nuværende arbejdsliv bæredygtigt? Der er så meget fokus på klima, reduktion af CO2 og grøn omstilling. Men hvordan går det med vores arbejdsmiljø? Antallet af stress-sygemeldinger? Bekymrer dine kolleger eller din chef sig om din trivsel og hvis, evner de at gøre noget ved det?
Det nemme spørgsmål er, om det arbejdsliv du har nu, om det fungerer for dig de næste 25-30 år? Vi kan godt bidrage og give en ekstra hånd med i kortere perioder, men ikke i måneder eller år. Livet og arbejdslivet skal fyldes med pauser, restitution og plads til uforudsete begivenheder, både dem der spænder ben og dem du selv tilvælger.
Steen Hildebrandt nævnte i et webinar fra Folkeuniversitet i Aarhus, at bæredygtighed kunne oversættes til Do no harm. FN’s 17 Verdensmål kan være en stor bid at implementere, men jeg synes at Hildebrandts oversættelse er nem at anvende i hverdagene, hos mig selv og overfor andre.
Hvilke rammer kan du skrue på?
Hvis du læser med her og har en følelse af, at noget kunne og burde forandres i dit arbejdsliv, så kommer her en række spørgsmål til dig. Og jeg inddrager gerne mine egne erfaringer.
Hvor glad er du i løbet af 14 dage?
De næste 14 dage, eller 10 arbejdsdage, kan du skrive ned på en skala fra 1-10, hvor god din arbejdsdag har været. I evalueringen kan du tage med i betragtning hvor frisk du er når du kommer hjem, om du har haft nogle gode grin på arbejdspladsen, mødt nogle spændende kunder, bidraget med indhold og handling, som giver dig mening og glæde?
Det er helt okay ikke at have en tip-top arbejdsdag hver dag, men hvis du efter 14 dage opdager, at du har mere end 2-3 dage, hvor du er udfordret på din arbejdsglæde, så er det værd at stoppe op.
Personligt så var min oplevelse, at jeg var tømt for energi, når jeg kom hjem fra arbejde. Helt træt. Ikke overskud til mere. For at nå det hele, havde jeg kørt på som en duracell-kanin og følte ikke at jeg hverken havde tid til pauser eller hyggesnak ved kaffemaskinen.
Fordeling af arbejdsopgaver?
På et tidspunkt benyttede jeg en karriere-coach og hun spurgte mig, hvordan min opgavefordeling så ud? Jeg skulle skrive alle opgaverne op og navngive dem GUF, GAB og GYS! Det var en spændende opgave, men den gav mig også en AHA-oplevelse. For der var masser af arbejdsopgaver som gav mig energi, men der var for få og der var ikke tid til dem.
Hvis du knokler med GAB- eller GYS opgaver det meste af tiden, så siger det sig selv, at du på et tidspunkt bliver helt mør og ikke orker dit arbejde, eller i hvert fald indholdet.
Er din arbejdstid rimelig?
På et tidspunkt var det enormt smart at sige, at vi havde travlt, var småstressede, arbejdede om aftenen, eller i weekenden. For mange mennesker er det i overført betydning rart, at nogle andre har brug for os, at vi betyder noget og er vigtige. Men det er absolut ikke bæredygtigt at være på arbejde hele tiden, uanset hvor meget du holder af dit job. Det er en vigtigt pointe.
Og det giver heller ikke mening at tælle timer, hvis du i de enkelte timer bruger dig selv 200%. Så skal der færre timer til end de 37 timer. Jeg tror heller ikke Thomas Helmig ville nyde at holde koncert 37 timer hver uge. Eller at landsholdet i fodbold ville finde det optimalt at spille kamp 37 timer hver uge.
Hvad er et bæredygtigt arbejdsliv hos dig?
Vi er som mennesker og medarbejdere vidt forskellige. Derfor er det din opgave at stille skarp på, hvad et bæredygtigt arbejdsliv er hos dig. Måske du i de to corona-nedlukninger havde tid til at mærke efter, slappe lidt af og skrue lidt ned? Hoppe ud af hamsterhjulet for en stund og spørge dig selv og din familie – har vi selv de rammer der giver os energi og frihed?
Hvordan er vi gode som familie? Hvordan kunne en hverdag se ud efter vores egne præmisser, samtidig med at vi bidrager med god energi til fællesskabet?
Hos mig var det pludselig en nem beslutning. Jeg vil arbejde mindre. Færre timer om dagen. Jeg har hængt i en klokkestreng de sidste 7 år, knoklet mig igennem hverdagene som alenemor, fuldtidsansat og i perioder som pendler. Arbejdet om aftenen for at indhente og forberede, i weekenderne i spidsbelastningsperioderne. Og alle forældre ved godt hvad der følger med af timer til madpakker, aftensmad, vasketøj, indkøb, havearbejde, rengøring og følge til fritidsaktiviteter og legeaftaler.
Og hvis du igen anvender GUF, GAB og GYS betegnelserne på hjemmeopgaverne, så fandt jeg ud af, at nogle af opgaverne faktisk er GYS-opgaver.
F.eks. elsker jeg at lave mad. Jeg nyder at stå i køkkenet og snitte, hakke, finde på, smage, være kreativ og dufte til maden. Men jeg havde sat mig selv i en hverdagssituation, hvor jeg hverken havde energi eller tid til at lave det jeg elskede at bruge min tid på. Det var en indsigt der ville noget.
Er du klar til at være nysgerrig?
Et bæredygtigt arbejdsliv handler om indsigt og bevidsthed. Du bliver nødvendigvis ikke klog på dig selv i en travl hverdag, hvor du konstant slukker ildebrande.
Du skal tage tid ud af din kalender, slukke for alle forstyrrelser, være nysgerrig på, hvordan dit arbejdsliv kan se ud, når du selv designer det. Svar på følgende spørgsmål:
- Hvordan ser din arbejdsplads ud? (beskriv i detaljer)
- Beskriv tre af dine ynglingskolleger og hvad der gør dem til det?
- Hvilket arbejdsindhold giver dig energi? (hvis du skal arbejde 8 timer i træk)
- Hvor mange timer om dagen vil du arbejde?
- Hvor mange ugers ferie giver mening og hvornår?
- Hvilke 3 krav har du til din arbejdsplads eller indhold, og hvorfor?
Den sidste bæredygtige pointe
Som mennesker er vi designet til at ville have mere og bedre. Det er virkelig en programmeringsfejl. Det giver god mening af have en iver til at opfinde, skabe noget, forbedre noget. Men det er brandgod markedsføring, når de fleste mennesker tror at lykken findes for enden af regnbuen, for enden af en stor lønseddel og de huse og biler som følger med.
Jeg vil derfor invitere dig til at vende dit budget på hovedet. Ærligt designe det arbejdsliv du drømmer om og dernæst designe dit budget.
Har du brug for coaching, sparring eller rådgivning til at sætte fokus på dit eller dine kollegers bæredygtige arbejdsliv, så tag endelig fat i mig:
Husk at tilmelde dig min velkomtsmail incl. mini-kursus, så modtager du en rabatkode på 20% til dit første coachingforløb.
(Findes i højre øverste hjørne på sitet)