Freelance arbejdsliv
Arbejdslivets rammer og medarbejdernes forventninger er i hastig forandring.
Masser af forandringer i 2021, både dem du kan se og så de perspektiver, som ændrer sig i takt med tidsånden. Måske du kan nikke genkendende til følgende:
Processen er vigtigere end resultatet.
Dette paradigme har levet længe i selvudviklingens bunke af citater, hvor destinationen ikke er selve målet, men hvor det meningsfulde liv er selve rejsen. I organisationen har man fået øjnene op for at omverdenen så hastig forandrer sig, at det ikke giver mening at have stålsatte mål og dikterede kulturforandringer. Organisationen er levende og lærerende og det må målsætning også være.
Outcomes more important than output.
Kunderne vil bare gerne høre om det bidrag som du skaber, fremfor de timer du har knoklet. I marketing handler det om et have fokus på kundernes behov og de problemer som du løser, fremfor de ressourcer og kompetencer du anvender. I organisationen skal der fokus på det bidrag der skabes i omverdenen, hvilken mening der er forbundet med medarbejdernes arbejdsopgaver. Purpose before profit. Et flot resultat på bundlinjen er ikke længere nok til at skabe arbejdsglæde. Den sociale ansvarlighed, det fælles bidrag og ansvar tæller i medarbejderens bevidsthed og jobidentitet.
I coachingverdenen handler dette paradigme om “WE” i stedet for “I”, hvor vi alle er forbundne og en del af en større helhed. Alt i naturen er forbundet, det er vi mennesker også.
Feel like home.
Vi vil ikke forlade vores identitet og personlighed i døren, når vi ankommer til virksomheden. De behov vi har derhjemme, har vi også på arbejdspladsen. Lars Kolind skrev for længe siden Kolindkuren, som netop satte fokus på det valgfrie arbejdsmiljø. Han nævnte en virksomhed i sin bog, som havde givet medarbejderne penge, så de selv kunne indrette lige det kontormiljø, de hver især selv kunne tænke sig.
Det er op til den enkelte arbejdsplads at afkode hvilke behov der er hos medarbejderne, lige fra plantemælk i kaffemaskinen, abonnement på akut cykelreparation, levering af måltidskasse til bagagerummet eller træningsfaciliteter?
Der skal være lækkert at være, så medarbejderen forkæles og ikke lider afsavn til de lækre rammer, som medarbejderne efterhånden har designet derhjemme.
Gode offline vaner.
Kreativitet kræver fokus. For at fastholde fokus, så skal du enten være mindfulness-ekspert eller også så har din arbejdsplads skabt rammerne til, at du enten ikke bliver forstyrret på arbejdet eller du har valgfri lokation, hvor du selv stimulerer dine behov og rammer for kreativitet.
Har din arbejdsplads en off-line kultur? Kan du tillade dig at være på pause 3-5 timer om dagen, hvor du fordyber dig, reflekterer og fornyer? Eller er du konstant på mail, Messenger, sociale medier og sms’er med din familie?
Afbrydelserne kan også være utallige møder uden outcome, mødeformer der føles meningsløse og forældede.
Din chef skal stoppe med at have fokus på din bagdel.
Eller rettere, hvilken stol du placerer din bagdel i, når du arbejder. Fleksibilitet handler om langt mere end fysisk tilstedeværelse. Er der noget galt i at sidde i din ferielejlighed i Sydfrankrig og udarbejde en vigtig rapport? Have ro og skabe fokus, samtidig med at du nyder livet og bidrager til helheden? Det er de frie valg, åbenhed, respekt og gensidig tillid til, at arbejdsopgaver og bidrag kan leveres uanset hvor og hvordan din stol der ud.
Valgfrie arbejdstimer.
Arbejdslivet er ikke en 37 timers værnepligt. Og mængden af regler og bureaukrati ved de famøse 37 timer viser hvor svært det er, at ville vælge noget andet. Men livet byder på både uforudsete udfordringer og så dem du selv vælger. Det handler om at bytte plads i planlægningen. Medarbejderne vil og skal have mulighed for at tilrettelægge arbejdslivet efter privatlivets op- og nedture.
Freelance eller en moderne arbejdsplads?
Jeg har i sommerferien haft mange overvejelser om mit lektor- og underviserjob. Jeg ville gerne gå ned i tid og trække vejret mere langsomt efter stress. Stille fokus på egne værdier og skabe plads til fordybelse. Rammerne og ledelsesstilen tillod ikke dette behov. Så jeg måtte tage en dyb indånding, lytte til mig selv og sige op. Hverdagene er vigtige, det er dem vi har flest af. Jeg vil have en ligeså god mandag som fredag.
Hele august måned, hvor jeg havde sagt op, men stadig var på job, mødte jeg en del kolleger på kryds og tværs, hvor vi drøftede min beslutning om at starte selvstændig og skabe mine egne rammer. Jeg blev mødt med respekt, nysgerrige øjne og “modig” blev et gennemgående ord.
Frihed er den værdi der står øverst på mit værdikort. Frihed til at vælge arbejdsopgaver, indhold, kolleger, placering, ferie og arbejdstid. Og selvfølgelig at være min egen chef, hvor jeg til MUS-samtalen kun kan være 100% enig og godkende enhver udviklingsretning jeg end måtte ønske…
Er du klar til andre rammer? Nysgerrig på et meningsfyldt arbejdsliv?
Så er du mere end velkommen til at kontakte mig. Før du siger op og sælger huset, så er det vigtigt med en værdiafklaring – hvilke følelser er det du savner i dit liv? Hvilke arbejdsopgaver giver dig energi og får dig til at stråle? Hvilke omgivelser savner du og vil have mere af?
At designe dit arbejdsliv kræver bevidsthed, retning og handling.