Drømmer du om at starte din egen forretning?
Hvad drømmer du egentlig om?
Vores drøm om at starte selvstændig, er meget forskellig. Min lidt unuancerede opfattelse er, at mænd drømmer om vækst og succes, og at kvinder drømmer om et liv i balance.
Min egen drøm om at starte selvstændig, er i første omgang et behov for at styre min egen tid, og at kunne til- og fravælge arbejdsopgaver. Have et 100% fleksibelt arbejdsliv, hvor jeg i perioder kan arbejde meget og samtidig skrue ned, når jeg vil fordybe mig eller tage en pause. En del arbejdspladser har svært ved at imødekomme en så “egoistisk” tilgang til arbejdslivet.
Nu drømmer jeg om at lave onlinekurser, give min viden og erfaring videre, og ikke mindst ophæve min nuværende time-for-time løn.
Det hele starter med en drøm.
Da jeg startede selvstændig gik det pludselig op for mig, hvor vigtige alle menneskers drømme er! De er årsagen til, at du kan gå hen på din ynglingscafé, købe noget lækkert tøj af din ynglingsdesigner- eller brand, at du kan flytte ind i et totalt renoveret hus, som andres drømme var et resultat af. At du kan nyde din musikfestival, hvor et hav af musikere drømmer stort og skriver de bedste sange, for at underholde dig. Og tænk på al den infrastruktur vi har, broer som er blevet designet og bygget, så vi alle kan komme hurtigt afsted på kryds og tværs. Ergo – du skal drømme. Vi har alle sammen brug for gode idéer, innovation og nye tiltag.
Hvad koster din drøm?
Jeg kunne også spørge dig, hvad forhindrer dig i, at udleve dine drømme? Jeg har talt med alt for mange, som gerne vil søsætter deres drømme, hvis de vandt i Lotto. Lotto er åbenbart adgangsbillet til alle drømme. Men masser af mennesker udlever deres drømme, selvom de ikke har vundet i Lotto eller arvet en kiste guld. Forskellen er fokus på frygt eller mod. Så hvad frygter du allermest?
Jeg hørte engang, at du kan plante en lilje eller tidsel i din bevidsthed, de vil gro lige godt. For mig er det mit daglige fokus. Først og fremmest, at kunne kende forskel på frygt og mod, og at gøre noget aktivt modigt, hvis min frygt driller mig og gør mig passiv.
Jo mere konkret din drøm er, jo hurtigere kan du handle på den. Så hvad koster den? Regn det ud, men husk også at være fleksibel og kreativ. Hvis det var let at være selvstændig og få succes fra dag ét, så ville langt flere være selvstændige i Danmark. Du skal træne din mod- og vedholdenhedsmuskel.
Spørg dig selv om 50 år.
Det er én af mine egne tricks. Jeg konsulterer tit den gamle Camilla, hende der er ved at være klar til at forlade livet og er mæt af dage. Hun er modig og livsklog. Kim Larsen sang: Fik du set det du ville, fik du hørt din melodi? Ved du inderst inde, hvad du gerne vil se og opleve? Det eneste du kommer til at fortryde, når du puster dit sidste luft ud, det er de drømme du ikke turde udleve! Og husk lige, at en drøm ikke er et resultat. Det er en tilstand. Følelser, som kun du kan opleve, det er din melodi.
Start din egen forretning med små delmål.
Denne artikel er til dig, som synes det kan være svært at komme i gang. Bryde med hverdagens gode forudsigelighed, men som kan mærke en spire i maven, som trækker dig mere og mere mod et selvstændigt liv.
Jeg har selv taget tilløb, flere gange. Men jeg skal være den første til at indrømme, at frygt og usikkerhed kan være klodser om benene og få drømmene til at visne. Tanker som:
- Kan jeg klare det?
- Er jeg kompetent nok?
- Måske det bare er en fjollet drøm?
- De andre er meget bedre end mig!
- Og har været i gang i meget længere tid!
- Det er måske også OK bare at være hvor jeg er?
Hvis du kan genkende tankerne, så er det dine frygt-tanker og dit ego som taler og styrer. Det er alle de tidsler du har plantet i din (under)bevidsthed og som du nu render rundt og træder på. For sandheden er, at der er plads til alle vores drømme. Og du kan punktere hver eneste tanke med et modspørgsmål: Er det sandt? Så, selvfølgelig kan du klare det, du er kompetent, din drøm er ikke fjollet, det er jo din drøm. Hvis du vil sammeligne dig med andre, så skal det være fagligt og objektivt, og det du ikke kan endnu, det kan du lære, altid. Anerkend at andre har flere erfaringer end dig, og lær af den viden. Og nej, du skal ikke blive hvor du er, du ved inderst inde, hvad du gerne vil. Og nu skal du i gang med at finde ud af, hvordan du kommer afsted, skridt for skridt. Delmål for delmål.
Lav dit første mindmap.
Skriv din forretningsidé eller din drøm i midten af et stykke papir. Du skal i gang med at drømme højt. Der er to betingelser – du må IKKE evaluere dine drømme, du må IKKE tænke i indtægtsgrundlag. Pointen er ikke, at finde frem til én god idé, eller et pengetræ, men derimod, at udforske dine drømme og de følelser som er koblet til dem.
Det kan være du skriver selvstændig eller fleksibelt arbejdsliv i midten og så søsætter en masse drømme derudfra. Et trick for at sikre, at du ikke tænker, det er, at sætte et stopur på 5 minutter. Så skal du være færdig. Jeg er helt sikker på, at der dukker et par overraskelser op.
Lav et visionboard.
Hvis du er visuel ligesom jeg, så kan billeder skabe følelser og stemninger, som kan virke som benzin for din drøm og din forretning. Jeg har lavet mit eget visionboard, som er mit wallpaper på min iMac. Så hver eneste morgen jeg tænder min iMac, så kigger jeg på alle de billeder som giver mig energi, et sammensurium af alt det, jeg gerne vil have mere af i mit liv.
Hver eneste dag kan du gøre én ting, som kan flytte dig nærmere det, du gerne vil. Du kan også vælge at give dig selv en deadline?
Husk at du skal i gang med at gøre noget, som du ikke har prøvet før. Du ved derfor ikke hvilke stier du kommer til at betræde. Du ved ikke hvilke succes’er som venter, eller hvilke udfordringer du skal løse. Du er på ukendt farvand, men hvis du kender kursen og du er villig til at lære undervejs og acceptere havets uforudsigelighed, så er du allerede godt på vej. Det er i hvert fald sjovere at styre eget skib, end at lade sig flyde med strømmen.