Der kommer aldrig et rigtigt tidspunkt.
Skal du være iværksætter?
Jeg elsker ordet iværksætter – at sætte noget i værk! Kickstarte en forandringsproces, skabe nye idéer, bidrage med værdi og ikke mindst energi, at udrette noget – fordi du ikke kan lade være.
Alt for mange danskere tøver med at blive iværksættere og de fleste har en idé om, hvad som skal til før at de endeligt kaster sig over iværksætteriet. Som regel er det pengene som er den helt store tanke-barriere. Hvis jeg vandt i lotto, så siger jeg mit job op. Hvis jeg fik en million, så vil jeg kunne realisere mine drømme. Men min erfaring med personlig udvikling er, at vores argumenter er frygt- baserede og egentlig ikke knytter sig til selve iværksætteriet, men til en masse andre erfaringer og historier vi har med i vores bagage.
Erkend din frygt for det ukendte.
Det er helt normalt at frygte det ukendte, det som du ikke har prøvet før. Det er en ret naturlig tilstand, for alle dine følelser har en mission, nemlig at passe på dig. Men dine følelser kan også begrænse dig i, at opleve det liv du gerne vil. Frygt avler frygt og mod avler mod. Så hvis du gerne vil i gang med at realisere dine drømme og være iværksætter, så skal du i gang med at skrue op for din MOD-følelse.
Men først skal du erkende dine frygt-tanker, der kunne være et par stykker af dem, som har noget sandhed i sig, og herefter kan du handle dig ud af dine forhindringer. F.eks. hvis du har utrolig høje faste omkostninger og gerne vil starte selvstændig, men du ved at det vil kræve både etableringsomkostninger og et par år inden du har break-even, ja, så er det en god idé at re-organisere dit liv, så du minimerer dine omkostninger indtil du igen har en fornuftig indkomst. Hvis du mangler nogle specifikke kompetencer for at starte selvstændig, så tag de kurser der skal til, så du har opgraderet din kompetencerygsæk og kan komme fornuftigt i gang.
Du skal nemlig i gang med at træde nye fodspor og det kræver ny viden, nye relationer og måske et nyt livsfundament, så det bedste du kan gøre er, at erkende din frygt og din tvivl og gøre det alligevel.
Når bare?
Kender du dine egne regler for, hvad som skal til, for at du træffer nye valg og iværksætter nye handlinger? Jeg vil vove at påstå, at vi har reglerne i alle livsområder:
- Når bare jeg har tabt 5 kilo så bliver jeg attraktiv
- Når bare jeg vinder i lotto, så kan jeg arbejde med det jeg elsker
- Når bare jeg har den nye bil, telefon, villa, sofa (sæt selv ind), så føler jeg mig succesfuld
- Når bare krisen og krigen er afsluttet, så bliver mit liv meget nemmere
- Når bare…
Helt grundlæggende, så er det kun følelser du er på jagt efter i omgivelserne. Og det er de skønne følelser af slagsen, at føle dig glad, elsket, underholdt, succesfuld, lethed, taknemmelighed og ro. Og du har bildt dig selv ind, at hvis du lige kan sætte hak ud for din Når bare-liste, så sker der en magisk forandring i dit liv. Den dag kommer bare aldrig og det er derfor mit argument i dag er – der kommer aldrig et rigtigt tidspunkt for at blive iværksætter.
Følelserne du gerne vil have mere af, skal komme inde fra dig selv og helst uafhængigt af noget som helst. Jeg erkender, at jeg også er mere glad når solen skinner, men jeg ved også hvordan jeg kan skabe glæde indeni, uden at solen skinner.
Nye beslutninger mod vejen som iværksætter.
Jeg kunne godt tænke mig at ophæve lighedstegnet mellem iværksætteri og jobtitlen som selvstændig. Ligeledes mellem iværksætteri og jagten på evig vækst. Der er forbundet nogle meget maskuline værdier med iværksætteri som også skaber stress og måske et urimeligt forventningspress. Derfor er jeg ret glad for det nye begreb balance-iværksætter.
Du skal iværksætte dine passioner og idéer i den form og i de rammer, som giver mening for dig, kun dig. Og du skal ikke vente på, at noget bliver helt rigtigt, det tidspunkt kommer aldrig.
Træf en beslutning om, at din idé skal sættes i verden. Det frø eller de frø som du render rundt med, de skal plantes. Og ligesom al anden vegetation, så kan du ikke kontrollere hvornår de vil spirer og du må øve dig på at finde ud af, hvor dine frø bedst gror, hvor meget lys eller skygge de skal have, og hvor meget vand og gødning som er nødvendig.
I det hele taget er have-metaforen en skøn analogi for måden at drive dit eget liv på. Du kan sagtens slå græs den ene dag, for at klippe buskene den anden dag. Vande blomsterne den trejde dag og høste tomaterne den fjerde dag.
Du designer selv dit liv og din karriere – det er jo din have 😉