Hvad er et karriereliv i dag?

Heldigvis har mine egne forventninger til mig selv forandret sig meget de seneste 20 år og det skyldes både min egen selvindsigt, men også at samfundet har forandret sig. I dag er det okay at tage pauser og orlov fra fuldtidsjobbet, at rejse ud i verden og bliver klogere på sig selv og hinanden.

Da jeg startede min egen karriere efter min studietid på CBS, der var der fokus på karrrierestigen og du måtte ikke have “huller” i dit CV. Jeg kan huske jeg var til en meget lang samtale hos Mercuri Urval, hvor alle mine beslutninger i mit liv skulle vendes og drejes. Kompetencer og motivation skulle afklares. Men på det tidspunkt vidste jeg faktisk ikke helt, hvad jeg gerne ville. Jeg blev spurgt til en anden samtale, hvad jeg gerne ville om 20 år, og jeg sagde, at jeg gerne ville være produktchef eller kreativ direktør. Men det var tomme titler og jeg havde ingen idé om, hvilken branche jeg gerne ville arbejde i, eller hvilket indhold som ville give mig mening. Jeg var faktisk retningsløs og så gik jeg bare rundt med en karrierestige i hånden og vidste ikke hvilken mur, jeg skulle stille den opad.

Er dit karriereliv bygget på tilfældigheder?

Jeg har i perioder i mit liv ladet mig flyde med strømmen. Ikke taget stilling, men været glad for kolleger, jobtitel og lønpose. Men det er også en reaktiv energi at være i. Og hvis du har det som mig, så bliver du rastløs indeni, måske frustreret og tilsidst giver det ikke længere mening at lade sig flyde med strømmen.

For at blive i metaforen, så kræver det nemlig også en vis portion energi at svømme mod strømmen, at vælge sin egen vej. Men kun for en stund, husk det. Nogle gange kan beslutninger tage utrolig meget energi og tid, men når først beslutningen er truffet, så går det hele hurtigt og let.

Hvad drømte du om som barn?

Spol lige tilbage og husk dine drømme som barn. Hvad drømte du om at blive? Hvilke karriereliv tænkte kunne være dit? Det bedste ved at drømme som barn er, at lønnen er sekundært. Det er bare sejt at være brandmand, når du kan redde liv som Brand Sam. Eller måske ville du være politimand som Anne Pil? Jeg ville være sangerinde, først i Melodi Grand Prix og senere som Nina Forsberg fra bandet One-Two. Jeg drømte om at leve det kreative liv, være på farten, skrive sange, stå på en scene og mærke musikkens berusende rytmer.

Hvad drømmer du om som voksen?

Har du stadig dine drømme i behold eller har dine karrieredrømme ændret sig markant? Er du i flow i dit karriereliv eller hænger du i bremsen og drømmer om en 7. ferieuge og gratis hjemmerengøring?

Mine egne drømme har egentlig ikke ændret sig markant. Jeg vil da stadig gerne være sangerinde, jeg “glemmer” bare at bruge min tid på at udleve drømmen. Indholdet i mit arbejdsliv er pudsigt nok, tættere på end jeg troede. Jeg elsker at være kreativ, f.eks. lave websites og undervisningsforløb. Jeg arbejder fleksibelt og ad hoc, lidt ligesom en musiker eller skuespiller. Jeg skriver masser af artikler. Jeg står også næsten på en scene, når jeg underviser. Jeg står i hvert fald foran en masse studerende 😉

Hvad drømmer du om? Husk at der er “liv” i karriereliv. Du tilbringer mere tid på dit arbejde end derhjemme, hvis du er ansat på fuld tid. Arbejdslivet skal give mening for dig.

Design dit karriereliv

Èn af fordelene ved at blive ældre det er, at jeg bliver mere ligeglad med omverdens tanker om mig. Jeg vil heller ikke leve mit karriereliv efter, om et rekrutteringsbureau ville finde mening i mine mange karrierevalg. Mit liv er mit liv. Mit karriereliv er mit karriereliv.

Hvad vil du gøre anderledes, hvis ingen i din omverden havde en eneste mening om dine valg?

  • Bruge en hel hverdag hver uge sammen med din hest?
  • Gå på deltid og bage mere bagværk, strikke eller tage på camping?
  • Tage en yogauddannelse for at undervise andre yogier?
  • Skifte branche og kultur?
  • Tage en helt ny uddannelse?
  • Eller intern lederuddannelse?
  • Eller…. hvad vil DU gerne?

Coaching kan hjælpe dig på vej

Vil du have sparring og et venligt skub med i din forandringsproces, så kan du booke karrierelivs coaching: