Nyd alle dine hverdage – dem er der flest af!
Vi har lige mange timer til rådighed hver dag, uge og år, men vi bruger timerne vidt forskelligt. De fleste har 5 arbejdsdage og så 2 fridage hver uge. Hvad nu hvis, at du stillede samme følelsesmæssigekrav til alle dagene?
Herhjemme har fredagene i lang tid været den mest eftertragtede dag. Nærmest en fejring af ugen som gik, med god mad, fredagsslik og hygge foran TV. Nogle gange har jeg spurgt mig selv, hvorfor vi kommer sukker ovenpå sukkermaden? Ville det ikke give mere mening af få mandagsslik?
Ovenpå den reflektion, så kommer næste tanke – hvorfor er der følelsesmæssig og energimæssig så stor forskel på mine ugedage? Har du det også sådan?
Jeg er derfor endt med en ambition i mit liv, at alle dage er lige gode og lige betydningsfulde. Hverdagslivet er mit liv. Hverdagslivet skal være en hverdagsfest.
Dette website er derfor mit bud på, hvordan du kan finde frem til det hverdagsliv, som giver dig mening, indhold og energi. Elsk hele dit liv, alle dage, uanset alder.
Beskriv dine bedste hverdage
For at du finder frem til de gode hverdage hos dig, så skal du gå på opdagelse. Du kan købe en kinabog og begynde at skrive ned. Prøv at dokumentere dit eget liv et par måneder og læg mærke til, hvad der skal være mere af i dit liv og ikke mindst mindre af. Vær nysgerrig og især på dine egne regler. Og prøv at bryde dem. F.eks. at spise slik mandag i stedet for fredag. At tage i svømmehallen onsdag aften sammen, i stedet for søndag. At spise morgenmad til aftensmad. Tag den røde læbestift på om tirsdagen, i stedet for lørdag aften. Rusk lidt op i det hele.
Se dig selv i spejlet
Vores øjne og udtrykket i vores ansigt, afslører typisk hvordan vi har det. Tag et kig på dig selv i spejlet. Lyser dine øjne? Ser du frisk ud? Er dit indre batteri ladt op?
Et skønt hverdagsliv er ikke noget du lærer om i skolen. Det kræver indsigt og bevidsthed at designe dit eget liv, så det passer kun til dig. Reklamerne skal nok fortælle dig om alt det, du burde købe og magasiner og livsstilsprogrammer skal nok fortælle dig, hvad du burde omgive dig med. Samtidig har du et indre program, hvor du bare gerne vil have mere og bedre. Der er hele tiden noget nyt du kan købe og omgive dig med.
Men hvad vil du gerne have af indhold i dit liv? Hvor mange timer vil du arbejde? Hvor mange timer vil du gerne have til fritidsaktiviteter og dine børn? Hvad vil DU gerne?
Politikerne og arbejdsmarkedet skal nok fortælle dig om, hvor mange timer du skal arbejde, hvornår du kan gå på pension. En masse regler og rammer. Din a-kasse og fagforening har ligeså mange regler for, hvad du skal gøre. Men – jeg håber ikke at du har glemt, at dit liv er dit liv, og du bestemmer faktisk helt selv! Det eneste du skal have styr på, er dine egne indre værdier og din privatøkonomi. Og så skal jeg måske lige tilføje, at det vil gavne dit, at have et designyourlife-mindset.
Vil du i gang med at designe dit hverdagsliv?
Everyday when you wake-up, you get a second chance to do whatever you want, be whoever you want, the only thing stopping you – is you.
Jeg har ovenstående citat på mit køleskab. Det minder mig om dagligt, at jeg har masser af muligheder i mit liv, at det er mig som er driver på at forandring sker, at her er plads til hele mig, ligesom jeg er.
At designe dit liv, handler om at implementere design thinking i dit liv. Vil du med på rejsen?