At miste fodfæste for en stund.
Hvad nu hvis livet handler om at turde miste fodfæste for en stund, kaste dig ud i livet, svømme i det dybe vand, omfavne de følelser og tanker som opstår undervejs, lære af oplevelserne, smile af dig selv og klappe dig selv på skulderen, når fødderne igen har solid jord under sig?
Hvad drømmer du om at kaste dig ud i for en stund, selvom det føles lidt farligt at tænke på? Måske kilder det i maven? Det kan også være, at du næsten ikke kan få luft ved tanken om at gøre noget andet end det du plejer?
Vi er helt klart forskellige som mennesker og det som føles som ingenting hos den ene, kan netop føles som et faldskærmsudspring hos den anden.
Jeg er dog helt sikker på, at når livet er ved vejs ende, så er det netop disse tanker som er i spil. Turde jeg sætte mig selv i spil? Turde jeg satse? Turde jeg sige mine drømme højt? Turde jeg danse og synge? Turde jeg elske uden forbehold? Turde jeg vise mine børn min sårbarhed og fejl? Turde jeg gå efter mine drømme, uanset? Og turde jeg indrømme, når jeg ikke turde og fortælle, hvorfor at frygten blev større end modet?
Hvad er fodfæste hos dig?
Hvad gør dig tryg? Hvad skal der være i dit liv for at du kan slappe af? For snart 80 år siden opfandt Maslow sin behovspyramide, som skulle visualisere vores grundlæggende behov – prioriteret. I slutningen af juli sagde jeg mit job op og vidste godt, at jeg ville komme til at rokke ved mit eget fundament og hamsterhjulets forudsigelige cash-flow.
Den kommentar jeg har fået flest af: Hvor er du modig! Og de fleste bekymringer i samme sætning: Hvad så med økonomien? Dernæst kommer alle de begrundelser for, hvorfor et nyt skridt ikke kan lade sig gøre i interview-personens eget liv.
For det første, så er vores valg i livet ikke permanente. Hvis en familie vælger at sætte jobs på pause, fremleje huset og sejle rundt om jorden, så er det en god måde at miste fodfæste for en stund. Gøre noget andet, erfare noget andet, bliver klogere på sig selv og verden. Skal de være væk et helt år? Nej, det kan jo være at tankerne om oplevelsen er anderledes end den reelle oplevelse. Det kan også være at familien først kommer hjem efter 18 måneder, fordi oplevelsen i den grad bekræfter den indre længsel, som motiverede dem.
Min pointe er, at vi ikke kan tænke os til, hvordan vi oplever fremtiden. Men vi kan have en forventning til den, baseret på vores følelsesmæssige erfaringer.
Design Your Future med Design Thinking.
I mine coaching-uddannelser var målet selve ledestjernen for klientens udviklingsvej. Hvad vil du gerne opnå? Hvordan ser det ud? Hvordan føles det? Hvad tænker du om dig selv, når du har opnået det? Hvad tænker andre om dig? Hvordan føles det i kroppen m.m.
Selvfølgelig skal vi have en idé om målet, for at vi naturligt motiveres efter det. Men jeg er vild med selve fundamentet i Design Thinking – at målet ikke er en eksakt størrelse eller form, men at målet først bliver synligt i løbet af processen og i øvrigt aldrig helt bliver færdigt.
Prøv dig frem, få erfaringer, gør noget andet, få erfaringer, mærk efter, bliv inspireret, spørg dem der ved mest, lad dig inspirere, stop op, genbesøg din vision, jongler med dine muligheder.
Min egen motivation til at starte selvstændig var netop, at gøre noget andet, prøve noget nyt, få opgraderet mine kompetencer, prøve mig selv af. Mærke efter hvilke arbejdsopgaver giver mig energi? Tømme min kalender for at give plads til noget nyt. Og derefter sætte flere sejl på de både, hvor rejsen føles naturlig og let.
Jeg nyder faktisk at være uden fodfæste pt. Selvfølgelig skal huslejen betales, men min frihed vejer pt. højere end ferierne og luksusgoderne. Jeg er i proces med at designe mit eget liv, få genskabt balancen, skrue op for glæden og fjollerierne, afprøve mig selv og være rollemodel for mine to unger. At vise at mod er en muskel, som skal trænes, og frygt er en livsledsager, som stiller alle de relevante spørgsmål, men at spørgsmålene er funderet i tidligere følelser, som gerne vil undgåes.
Afhængig af, hvilken type du er, så vil dine benspænd og barriere for at kaste dit ud i noget nyt, miste fodfæste for en stund, være forskellig. Det er som regel ikke penge eller tid, som stopper dig. Det er dine tanker og følelser om situationen, om dig selv og om dine omgivelser.
Husk at genbesøge din indre livskloge sjæl og spørg til råds:
- Hvad er det værste som kan ske?
- Er det frygt eller mod – som kontrollerer dine beslutninger?
- Hvad vil og kan du tage dig med fra livet når det slutter?
- Hvad får dig til at smile og miste tidsfornemmelsen?
- Tjek ind med din indre flamme. Er der et kæmpe energibål eller en usikker svag flamme der snart går ud?